100
de med Forundring, at Lykken som oftest tager de uægte Børn under Armene,
og Erfarenhed lærer, at den største Deel iblant disse ere begavede med et stort
Talent. J Historierne have vi meer end et Exempel paa dem, hvis uægte
Fødsel har ikke kundet forhindre, at de jo ere blevne anseelige Monarcher, og
og maatte spørge Dadleren, der bebreider et Menneske det, som maa tilskrives
andre, hvad Vished han har om sin egen Fader, og med hvad Grund hand
vil afvende de Retorsioner, som i dette Fald kand giøres imod ham selv¬
Som jeg ikke kand fordrage de haanlige Domme, der fældes over et
Menneske i Anledning af hans Moders Laster, saa kand jeg meget mindre fin¬
de mig i de foragtelige Critiquer, som en Dadlere giør over den, hvis Foræl¬
dre har været fattige. Jntet er meere almindeligt iblant Mennesker, der sætte
Fornuften til Side, end at kaste en anden sin nedrige Herkomst i Næsen, og
en pralende Junker indbilder sig, at Lykken med alt sit Gode skal allene være
bunden til hans Adelskab. Som han recommenderer sig ved intet meere,
end det, hvorfor han maa takke andre, saa meener han, at Fortienester bør
ikke sees, naar de findes hos den Ringere, og at Ære-Trappen bliver u-reen,
naar den bestiges af dem, hvis Forældre har været udelukte af Rangen. Han
vil ikke, at Dyden, som han selv mangler, skal sætte de Fattige ved Siden af
en Ædel Mand, og han ryster med sit Junker-Hoved, naar Forfædernes Vaa¬
den lidet vil hielpe.
Jblant Dadlere, der antaste Personer, kand jeg ogsaa med Billighed gi¬
ve dem Sted, der tale haant om dem, hvis Opførsel er ikke alamodisk Socra¬
tes er et Menneske, der foragter Verden, thi han kiender dens Daarlighed;
som han ey finder sig forbunden til at forøge Narre-Tallet, der er stort nok,
saa exciperer han sig fra Daarligheds Love, der befale strengelig at sige For¬
nuften Farvel; han har ikke lært at giøre Figurer efter Moden, og hans Been¬
ere alt for svage til at skiære Caprioler; han finder ikke sin Regning ved at sæt¬
te sin Velfært paa Spil for at faae Sted iblant Frans-Mænd, og han meener,
at hans Hustrue kand nok leve, uden at drage Peruqve paa sin Alderdom, og
at hans Datter bliver vel gift, uden først at lade sig lokke. Hvad dømmer
Dadleren om dette Socrates er i hans Tanker en Nar, en egensindig Momus,
en urimelig Singularist, en Fiende af Vel-anstændighed, med et Ord: Socra¬
tes kand vente sig saadan en Dom, som en Dadlere pleyer at give, det er,
ond og u-fornuftig. Vilde man sige, at en Mand af Socratis Sindelaug for¬
tiener selv at staae paa Dadleres Liste, saasom han censurerer den Klæde¬
Dragt, der indrettes efter Moden, svarer jeg ney, thi saadan en støder sig
i sær over Pragten i Klæde-Dragten, og Følgerne af Pragten, nemlig manges
Armod.
