202
di hans Hierne er ikke skikket til at fatte noget, uden det, som er gemeent,
støder han sig over det, som han ikke forstaaer, ja giver det ofte Navn af et
farligt Kietterie.
De forefattede Meeninger, som Dadleren har om dens Væsen, der seen¬
der sit Arbeyde til Lyset, bliver ofte Hoved Aarsagen til de onde Domme, som
han fælder over det samme. Mange ere udraabte som Kiettere og Sværme¬
re for saadanne Lærdomme, der ere fundne hos andre, og aldrig censurerede,
skulde saadanne Domme være rigtige, maatte man snart slutte, at Orthodoxi¬
en hængte ikke af en Lærdoms Overeensstemmelse med de Regler, hvorefter
den skal stilles, men af de Tanker, vi have om Læreren, saa at, hvis den Læ¬
rende er efter vores Hoved, er hans Lærdom rigtig, men hvis hans Person
behager os ikke, skal hans Lærdom fordømmes. Mange have den Lykke, at
Verden venter sig intet fra deres Haand, uden det, som er grundigt, og man¬
ge betiene sig med Fordeel af saa gode Tanker, at end og u-rimelige Jndfald
blive agtede for Mester-Stykker. Jngen Dadlere synes mig meere strafvær¬
dig, end den, der ikke lader det blive ved at laste en Mands Skrift, men an¬
griber ogsaa hans Person, og jeg agter det for et stort Beviis paa et ondt Ge¬
mytte, naar man af Begierlighed til at dadle og vise sit Pund, skaaner end¬
ikke en Mand i sin Grav. De Fornuftige fælde over slig Adfærd ikke saa fa¬
vorable Domme, som Dadleren indbilder sig, de sige, at den Ære bliver liden,
der indlegges ved at sigte imod en Mands Been, og at storme imod den, der
ikke kand forsvare sig.
Jblant de Skrifter, der meest blive dadlede, anføres i Særdeleshed det
Slags, der viser Vederstyggeligheden i Menneskenes Laster. Saadanne
Skrifter have snart ligesaa mange Dadlere som Læsere, ja de blive end ikke skaa¬
nede af dem, der læse dem aldrig. Aarsagerne til de adskillige Domme, som
giøres over saadant et Arbeyde, fattes uden Vanskelighed, naar man agter paa
Læsernes adskillige Væsen. Det er saaledes beskaffen med Menneskene, at de
med Fornøyelse betragte andres Feyl, og naar de finde en Caractere, der kand
appliceres paa den eller den, rose de Skribentens Lykke, og opløfte hans Ar¬
beyde til Skyerne; Gaae de videre fort, og finde sig selv med livagtige Farver,
hvor forandret bliver ikke strax deres Dom, og hvor forhadt Skribentens Per¬
son, Jeg maatte lidet kiende til Verdens Maade, og jeg maatte have for høye
Tanker og mine egne Jdrætter, hvis jeg indbildede mig, at mine ugentlige
Blade skulde finde et almindeligt bifald. Den Danske Sandemand havde
neppe seet Lyset, førend hans Tog blev angrebet med bittre Critiquer endogsaa
af dem, der burde fremme hans Sag. Jeg tilstaaer gierne, at et Verk af
dette Slags er i visse Henseende vores Fæderne Land til ingen Ære, thi det vid¬
