203
ner om de derudi i Svanggaaende Laster; men jeg underskriver aldrig deres
Meening, der vil bilde Verden ind, at det philosophiske Morale behøves ikke.
Lader os see til Tiderne, og de Fornuftige skal uden Tvivl tilstaae, at de Skrif¬
ter ere ikke u-fornødne, der erindre Mennesket om sine Pligter. Jeg har sted¬
se tænkt, at Religionen og Staten staae i nøyeste Forening, jeg har derfor
meget forundret mig over deres Principia, der ligesom giøre sig Flid for at ven¬
de et Menneske fra de Gierninger, som Fornuften og det almindelige Beste be¬
faler ham at i agttage. Hvad er almindeligere, end at høre Fornuftens Slut¬
ninger forkastede som Daarlighed og et Menneskes Pligter som unyttige, skul¬
de saadan Troe blive den herskende, følgelig den rigtigste, kunde de verdslige
Love vente sig liden Lydighed, og maatte som et andet versligt Morale blive ag¬
tede uden Nytte. Naar nu andre holde det for et Samvittigheds Verk, at
drive paa et Menneskes Pligter, meener jeg, at de handle patriotisk, der op¬
fylde det, som fattes hos andre, og at de ingenlunde kand fritages fra Ond¬
skab, der vil sværte en Mand, og giøre hans uskyldige Arbeyde forhadt.
Dadleren har borttaget den største Deel af Papiret, og ikkun givet liden
Plads til den, der fortiener at sættes til rette for sin Adfærd, der er tvert imod
den andens. Jeg har et andet Sted talt lidet om det Slags Mennesker, hvis
Øyemærke er at forskaffe sig et almindeligt Venskab, og finde sig derfor for¬
bundne til at rose alle Ting i Blinde. Jeg kand derfor have Aarsag her at væ¬
re desto kortere, og min Læsere maa lade sig noye med at see en Sammenligning imel¬
lem en Dadlere og den, der berømmer alt, hvad han seer og hører. Begge
komme overeens derudi, at deres Øyne ere dumme; men den første kand ikke
see noget Got, den sidste derimod seer intet Ondt. Hiin anseer Dyder som La¬
ster, denne berømmer Laster som Dyder. Hiin kand sielden finde en Skiønhed;
denne kand aldrig finde en Hæslighed; Hiin klager over en almindelig Daar¬
lighed, denne glæder sig over en almindelig Klogskab. Hiin laster de beste
Anstalter, denne roser de skadeligste. Begge vil have Ord for at besidde
Fornuft; men hvo kand sige, hvis Daarlighed er størst, Begge ere skade¬
lige, men den sidste meere end den første. Af Dadlerens Væsen flyder den
Nytte, at mange, for at undgaae hans Domme, beflitte sig paa Dyden
og Ustraffelighed i Livet; En Bollus kand giøre Skribentere forsigtige, at de¬
res Arbeyde bliver meere accurat og meere nyttigt; men en Mand der roser
alle Ting, kand snart indbilde Verden, at dens Tilstand er deylig, og at den
behover ey at blive bedre. Mange antage med Glæde den Roes, som de ikke
fortiene, og det er en liden Vanskelighed, at give dem høye Tanker om deres
egne Meriter, sligt foraarsager, at et Ord til deres Advarsel finder ingen Øxen,
og at en Mand, der vil sige dem Sandhed, faaer dem gierne til Fiender.
