204
Jmellem de tvende Yderligheder, som og i disse mine Blade har viske
gaaer en Middel-Vey, som de Fornuftige betræde. De kalde enhver Ting med
sit Navn; de tænke, at Verden skeer ikkun en liden Tieneste, om de vilde
gjøre dens Jndbyggere til Engle, og at det var tvert imod Sandhed, om de
vilde agte alle for Daarer og fremmede fra Dyden. Som de hverken skiule
Sandheden af Frygt for at giøre sig Fiender, saa følge de ey heller Løgn for
at forskaffe sig Venner. Deres Domme skee ikke i Hastighed, de tale ikke fø¬
rend de tænke, og hvad de giøre, har Verdens Forbedring til Ende. De
forkaste ikke en Sag, som urimelig eller strafværdig, fordi de ey selv finde
Smag i den, eller ey befinde sig i Stand til at øve den. Man har kiendt
dem, der have dadlet andres Opførsel, ikke fordi den i sig selv var lastværdig,
men fordi den ey var efter deres Hoved. En Melancholicus anseer andres
Fornøyelser, som forfængelige Hierters Kiendetegn, fordi hans naturlige Be¬
skaffenhed forbyder ham at tage Deel i de samme. En Fattig støder sig over
andres Gierrighed, og udraaber enhver Bemidlet for en Gnier, fordi store
Capitaler ey ere faldne i hans Lod. Saadanne Dadlere følge i deres Dom¬
me ikke Fornuftens Tilsigende, men tage deres Slutningers Grunde af de Om¬
stændigheder, i hvilke de selv befinde sig, og de Passioner, der have gjort dem
til Slaver; det er derfor almindeligt, at see deres Domme forandrede med de¬
res Tilstand, og at høre den Sag at være bleven uskyldig, der tilforn agtedes
fordømmelig. Upartiske Øyne derimod beskue ingen Ting løselig, men trænge
ligesom ind til en Slags inderste Hierte, og derefter forfatte derer Domme.
Deres Forsigtighed tillader dem ikke at vige enten til høyre eller venstre Side.
Deres Kierlighed til Personer, forbyder dem ikke at betragte deres Laster, og
deres Nidkierhed imod Laster, qvæler ikke Kierlighed til Personer; Med et Men¬
neskes Lyder anføre de ogsaa hans Dyder, saa at deres Domme stedse ere
tempererede med Kierlighed; da man i andres enten kand
see idel Bitterhed, eller idel
Hyklerie.
