209
færdiget et Bud for at opsøge mig, vilde Umagen bleven forgieves; thi man
havde fordømt mig til et Fængsel under Dom-Stolen, og Procuratore og Vid¬
ner ansaae mig for en Byrde, den de hverken vilde eller kunde finde sig i at bære.
Jeg paastod længe at efterkomme dine Ordres; jeg erindrede ofte dine Betien¬
tere om deres Pligter, og det manglede mig ikke paa Argumenter og Over¬
talelser, med hvilke jeg søgte at bringe dem paa billige Tanker; men de kaste¬
de mune Paamindelser i Veyret; Mit ansigt vidner om de blodige Saar, som
deres Forbittrelse gav mig, og deres Ondskab gik endelig saa vidt, at de alde¬
les forøge mig.
Retfærdighed faldt over disse u-formodentlige Beretninger i største For¬
undring, og begierede at faae en fuldkommen Efterretning for det første om
Dommeres Opførsel. Samvittighed fantes villig til at give den, og vil vi
anhøre dette upartiske Vidnes tilforladelige Udsigende: Jeg maa erindre, store
Gudinde, at min Dyrkelse i Verden er ikke aldeles gaaet til Grunde; mange
af dine Templer staae endnu ved Magt, og jeg kand ikke sige, uden at forlø¬
be mig imod Sandhed, at Dommere, der bør haandhæve dine Love, ere alle
vanslegtede; der findes i alle Lande saadanne Mænd, der ere Eed-svorne Fien¬
der af Uretfærdighed, der arbeyde paa Uskyldigheds Forsvar, og grunde ikke de¬
res Domme paa andet, end Sagernes virkelige Beskaffenhed; de fordømme
de sædvanlige Konst-Greb, og naar de sætte sig paa deres Dom-Stole, lukke
de Øyet, for allene at tænke paa Sagen. Hvor lyksalig var ikke Verden, og
hvor deylig skulde ikke din Dyrkelse blive, hvis disses Brødre vare mange,
Det er Tiid, at du antager dig de For-urettedes Sag, og vil du at dit Herre¬
dømme overalt skal blive etableret, maa du høre dine affaldne Betienteres sæd¬
vanlige Veye, for at forekomme deres videre Fremgang.
Persons Anseelse forblinder mange Dommeres Øyne, eller rettere, giør,
at de ikke vil see, hvor Uskyldighed findes. Denne din Fiende besidder saadan
Kraft, at den aldeeles fortryller Dommeren, og udretter, at han ikke har Øye
paa Sagen i sig selv, men visse Omstændigheder ved Personen, der er indvik¬
let i Sagen. J den Henseende har jeg meget forundret mig over den Ringe¬
res Procedure imod den Hoyere, jeg begriber ikke, hvorledes en Bondes Daar¬
lighed kand være saa stor, at han tør forsvare sin Ret imod sit Herskab, Han
maatte betænke, at han og Dommeren staae begge under een Superieur, og
at den sidste er, hvad han er, af Herskabets Naade; burde ikke dette erindre
ham om de Pligter, som Dommeren meener sig at være forbunden at vise imod
den, der har undt ham sit Brod, Skulde saadan en Betient være saa een¬
foldig, at han ey skulde kunde see Retfærdigheden i Herskabets ubilligste For¬
dringer, Bør han ikke for at beholde sin Overmands Yndest, gierne opofre¬
Sandhed og give Uskyldighed til Priis, og bør ikke Herrens Pouvoir have de
