210
vinger, hans Forstand, at han anser en Bondes Paastand, som en straf¬
værdig Opsetsighed, der bør skille ham ved sine Eiendomme, eller berige Pro¬
prietairen med Blod-Penge? J samme Henseende begriber jeg ikke heller, hvis
Raad de følge, der appellere til den, som er en Vasal af de fornemste Jnd¬
byggere i en Stad. Mange Dommere, hvis Navne findes i de Bemidledes
Bøger, ere ikke saa taabelige, at de skulde tage en anden under Armene, og
favorisere ham i sin Ret mod den Rige, og dermed foraarsage Capitalens
Opsigelse: De handle efter de Vises Maade; de betragte en Sag med alle
sine Følger, de giøre Sammenligning imellem tvende onde Ting for at udvæl¬
ge det mindre, og deres Fornuft siger dem, at de handle klogelig, naar de
dømme den Ringere fra sin Ret, for at faae en Vexel fornyet, eller at erholde
Dilation til deres Gields Betaling. Jeg fatter ikke heller Klogskaben i deres
Processer, der ere saa forvovne, at de understaae sig at føre Trette med dem,
der ere beslægtede eller fortrolige med Dommeren. Skulde da en Mand sige
den naturlige Kierlighed farvel, for at hielpe den Fortrængte, eller skulde han¬
støde sine beste Venner og Compagnons for Hovedet, ved at blive dem imod i
sine Domme, Jeg forundrer mig ogsaa høyligen over deres Conduite, der
frafalde ikke strax ald deres Ret, saa snart en Dommer bliver Sag søger:
Daarlige Mennesker, burde de ikke erindre sig, at det staaer i Dommerens Fri¬
hed at proponere til Dommer-Sædet hvem han vil, og at han gjerne erhol¬
der den, om hvis Redelighed, det er Bevaagenhed, han i Forveien har gjort
sig forsikret? En Sag givende Dommer er ikke saa dum, at han skulde begie¬
re den constitueret i sit Sted, om hvis Jurisprudence og Kierlighed til Ret¬
færdighed han har mindste Overbeviisning, allerhelst naar han selv er overbe¬
viist om sin Sags Urigtighed. Saadan en Broder har gierne i smaa Sager
en vankundig Assistent i Hinderhold; En Mand der kand være klog paa sin
Verksted, men lidet skikket til at beklæde en Dom-Stoel, overlader han gier¬
ne sit Sæde, og hvad Ret kand da den Anklagede vente sig, naar Sag søge¬
rens Concept bliver Dommerens Lov, og naar den førstes Den dømmer i sin
egen Sag, betienende sig allene af den sidstes Mund.
Gierrighed, der er en Moder til meget Ont, indsniger sig ogsaa ofte i
dine Templer, for at kaste Steene i Veyen for dine Tilbedelser; jeg har ofte¬
forundret mig over de selsomme Jndflydelser, som denne Pest haver i Juris¬
dictionen; jeg har seet, at den ofte forvandler Uret til Ret, og at Uskyldighed
bliver paa dens Side, som er meest gavmild. Naar en Dommer giver denne
Fiende Frihed til at raade sig selv bliver det Monsieur Bestikkelse en let Sag
at give Retten en Vox-Næse; Vel er sandt, at de Fattiges Tilstand, deres
ynkelige Klage, deres yppige Graad tiene hos mange Dommere i steden for¬
Beviser, og skaffe dem underuden den Ret, som de ey burde have, men jeg
