211
troer dog, oc de Rige ere i deres kro eller meere lykkelige, og at viderfor mod¬
bedre Foye kand underskrive Portens Ord:
Qvid faciant legges, ubi solg pecunia regnat,
Ac ubi paupertas vincere nulla porest,
Hvad hielper Love der, hvor Penge Sagen føre
Og hvor den Fattige saa sielden man vil høre:
Naar en forgyldt Næve lader sig see, er dens Skin ofte saa indtagende, at Øyer
ikke kand see Retfærdighed, og, ligesom den finderige Port beskriver os de gylde¬
ne Tider, at den naturlige Tilbøyelighed, der fantes hos Mennesker til at øve
Retfærdighed, tiente i Steden for en Lov. Saa kand vi nu sige, at de gyldene
Tider give mange Dommere en indvortes Drift til at sætte deres Pligter til
Side, og at deres Casse er som det Oracle, hvor de hente Raad i vanskelige
Sager. Dog jeg gaaer herudi maaskee for vidt; jeg frygter at høre Modsi¬
gelser af mange, som jeg med Sandhed beskylder, og der skulde vel findes de,
der erklære sig saa store Slaver af Retfærdighed, saa u-sædvanlige Hadere af
Gierrighed, at, naar en af de stridende Parter har indfundet sig for at oplade
sin Haand, har deres Gemyts-Omhed forbudet dem at bortsælge Retten, og
henviist Kiøbmanden til deres Hustruer.
Jeg haaber, store Gudinde, at du allerede af dette kand giøre dig tilstræk¬
kelige Begreber og en stor Deel af dine Betienter, og lade de gode Tanker fa¬
re, som du maaskee har fattet om deres almindelige Lydighed imod dine Love.
Dog dette er endnu ikke nok: Fordervelsen har fleere Dækker tilbage, som den leg¬
ger over mange Dommeres Øyne, Særdeles Had og Andest maatte blive
fortørnede, om man vilde give dem det ringeste Sted iblant dine Fiender. Beg¬
ge disse ere nær beslægtede med Persons Anseelse, jeg har ogsaa i min Beretning
om denne rørt lidet ved den første. Hvad jeg i sær har mærkt ved disse dine Mod¬
standere, er, at de ofte forfatte Dommen, førend Sagen er ført: En Person,
der har søgt at conservere sig i Dommerens Yndest, skal have en særdeeles
ulykkelig Skjebne, naar alle hans Jdrætter ikke skal blive lovlige, og den, som
staar i slet Credit, bedrager sig ofte, om han venter at vinde den retfærdigste
Sag. Naar en Mand bringer en nye Meening, det er egentlig efter Spro¬
get, et Kiætterie, paa Bane, stræber han forgieves at rense sig ved at appellere
til et Mode; thi den indbildte Ubedragelighed i de antagne Lærdomme, og det
indbildte Onde, som flyder af alle Forandringer, har allerede gjort hans Per¬
son saa stinkende, at han gandske vist kand vente sig et Anathema esto, og
denne Slutning er allerede fældet, førend han forsvarer sin Sag, hans Pro¬
cedure kiendes i det øvrige for vanskabt, og alle hans Apologier blive agtede
