215.
tale om Forlig, og at de korse sig, naar de see mindste Tegn til denne deres
Fordeeles Fiende. Jeg maa tilstaae, at mange af disse Justitiens Sønnere¬
re saa ædelsindede, at, naar de i lang Tild har trettet Vederparten med tu¬
finde Chicaner, naar Forcen af deres Procedure har bestaaet i at sammen¬
skrabe de groveste Calumnier, de meest ugrundede Beskyldninger, og at op¬
fylde Papirer og Protocoller med hæslige Injurier, saa ere de, siger jeg, af
saa ædel et Gemytte, at de giøre idelige Forslag til Forliig, ja de Procura¬
tores, der tillige ere forslagne og vel exercerede Hyklere, kand sette saa den¬
lige Sminker paa deres uretfærdigste Sager, og forfatte deres Freds-Pro¬
positioner i saa andægtige Terminis, ja ofte give dem Geleide af Bibelske
Sprog, at, hvis ikke Freds-Puncterne vare af den Beskaffenhed, at de uden
Forliis af Vederparternes Ære og Velfært ikke kunde underskrives, skulle
man snart slutte, at deres Tanker vare alvorlige. Sigtet af dette er let at
fatte: De vide, at mange Dommere gaae efter et Skin, de have hørt, at
man legger Mærke til dem, der bevise sig Elskere af Fred og Hadere af alle
unødvendige og daarlige Tretter; Saa deylige Caracterer meene de at for¬
tiene, og de indbilde sig, at deres Sag faaer ikke liden Anseelse af Uskyldighed,
naar deres Længsel efter Enighed findes i Protocollen, og deres mange Freds¬
Forslag komme for høyere Øyne.
J slig Henseende seer jeg intet, der kand forbyde, at man jo kand give
disse forstilte Brødre et Navn, der passer sig paa deres Væsen, og med stør¬
ste billighed kalde dem fredsommelige Fredsforstyrrere, der føre Freds¬
Stevne-Maalet.
Tegn i den ene Haand, og Strids-Fane i den anden.
er som deres Manifest, og de Skields=Ord, med hvilke det er opfyldt, afleg¬
ge de klareste Prøver paa Forfatternes kierlige Hierte. De synes kun at fø¬
re Krig imod een Fiende, men, naar de først begynde at spille med deres Ca¬
noner, det er, deres fuule Talemaader og emfintlige Convicier, gjøre de de
største Huller i deres egne Principalers Casse, saa at, hvordan end Seyeren
falder ud, kand de rose sig af Byttet; thi de bruge ikke deres Vaaben om¬
sonst, og deres Mund oplader sig ikke til andres Beskiemmelse, uden de vel bli¬
ve betalte, hvorfor og Porten taler ret, naar han siger og disse: la G
verda locant. Jeg har med Fliid udstuderet det almindelige Procurator Væ¬
sen, og jeg har erfaret en merkelig Overeensstemmelse imellem en Uret elskende
Advocat og en interesseret Læge.) Begge leve af det Onde i Verden, den første
af det Physiske eller Sygdomme, den sidste af det Moralske eller Laster; Beg¬
ge ere store Philosophi, og paastaae med Jver, at Verden i sin nærværende
Skikkelse er af alle muelige Verdener den beste, og at det Onde, som findes
i Verden, gjør det meeste til dens Fuldkommenhed; Begge stræbe derfor at
mangfoldiggjøre det samme, den første multiplicerer Sygdomme, den sidste
c) Bes miser: Medicus est, cul nunqvam bene est, nist male sit qvanprimis.
