217.
foregaaende Meditationer, og ey som en stor Hob, ryster en Prodiken af sit Ær¬
me, sielden tager grumt afsted med sine Tilhørere, naar jeg derimod hører intet
andet, end Tilrettesettelser, Bebreidelser og ofte Forbandelser, slutter jeg strax,
at Præsten har gjort sig liden Umag; thi slige Concepter behøve ikke megen Læs¬
ning, og de avles af sig selv, uden at legge Sæd til dem ved Meditationer, med
mindre man vil sige, at der behøves Tiid til at lære at skielde Folk ud til gauns Lige¬
saa dømmer jeg om de dumme og vankundige Procuratores, naar den ene kiep¬
pes med den anden om at løbe Storm til et Menneskes Navn og Rygte, eller og
naar de begge med Hidsighed angribe hinanden som bidende Dyr (hvilket dog de
fleeste Tider er allene Simulation, og for at betage Parterne all Mistanke om de¬
res Talsmænds indbyrdes Forening til deres fælles Ruine) slutter jeg, at de li¬
det maa kiende de væsentlige Stykker i Sagen, med mindre de staae i hemmelig
Alliance med Skriveren, og for at forøge hans Jndkomster, fylde Bladene med
lange og urimelige Haranger og Jndleg, der ere ligesaa stinkende som vidtløfti¬
ge, hvor den sundeste og Sagen vedkommende Deel gierne er den mindste.
Mine Læsere see af disse mine Betragtninger, hvad Tanker jeg har om de
fleeste Processer og en stor Deel af Retfærdigheds Betientere. Jeg veed ikke, at
mine Raisonnemens imodsiges af Erfarenhed, og ingen kand med Billighed sto¬
de sig, fordi jeg har givet en Materie af det slags Sted i mine Blade. Jeg er ikke
sindet at see igiennem Fingre med nogen Last, som kommer mig for Øye, den
maa findes hos hvem den vil, og jeg tænker, at Retfærdighed er en Dyd, der er
værd at hielpe paa Fode. Danmark kand rose sig af de priseligste Anstalter, der
baade sigte til at forfremme Gudsfrygt og at befordre Retfærdighed som Rigets
Grund-Stotter; men det er de Jldesindedes Maade, at legge Loven hen, naar
den er læst og at træde de nyttigste Anordninger under Fødder, hvorunder den U¬
skyldige ofte maa lide. Man kand forekaste mig, at jeg gaaer uden for min Cir¬
kel, og befatter mig imod mit Løfte med saadanne Laster, der i de verdslige Love e¬
re underkastede Straf; men jeg svarer til min Undskyldning, at jeg herudi har ret¬
tet mig efter deres Begreber, imod hvilke jeg skierper Pennen; de undtage sig selv
fra Lovens Bydende, og den Sikkerhed, med hvilken jeg seer Retfærdighed at bli¬
ve sat tilside, har gjort det, at jeg gaaer løs paa dens Betientere. Overalt frem¬
skinner Sandheden i enhver Linie, og det er mig nok, at mange blive trufne. Jeg
kunde vel have procederet imod Retfærdigheds Fiender paa en finere Maade;
jeg kunde prise Fæderne-Landets Lyksalighed, hvis Dommere ere alle kloge og ret¬
findige, hvis Advocater ere alle deylige Borgere, stille Siæle, sagtmodige Faar,
Hevngierrigheds Fiender, hvis Hoved Dyd er Beskedenhed, og hvis fornemste
Procedure bestaaer i at forlige de Uenige; Saaledes siger jeg, kunde jeg have
gaaet frem, og for Resten givet Læseren Friehed til at troe tvertimod mine Ord;men
jeg har havt at giøre med haarde Halse, og jeg frygter, at en Betragtning, der
var taget paa saadan Fod, vilde sette Mod i de grove og vanslegtede Brødre, og
give den de Tanker, at deres Skiul gjorde deres Laster usynlige, eller at ingen
