220
at underskrive de Lordomme, som andre foredrage. De søge en Ære, at vore Frietænkere¬
og det synes dem saa nedrigt at tænke som andre, endogsaa naar andres Tanker ere rigtige. Vil¬
de de legge deres Religions Systema for Dagen, frygter jeg, at det blev heel forunderligt; thi
deres uordentlige Liv siger os, at deres Begreber om Gudsdyrkelsen ere uden Tvivl Cavallerske,
Alcoranen synes at være deres Symboliske Bog, i det ringeste i den Punct, der handler og Til¬
standen efter Døden; Deres Philosophie er værre end Epicur, og de torde vel formere Himme¬
len en Process, om den vilde giøre Diversion i deres Regninger. Jngen kand undre sig over dette,
der med rette Øyene anseer deres Væsen; Mennesker, hvis Hoved Arbeyde er at pone paa nye
Intriguer og opspinde tusinde Konstgreb, der alle gaae ud paa deres egne Fordeele og andres
Skade, skulde de ikke paastaae, at have particuliere Gienveye, eller kand de indbilde sig, at
deres Samvittighed bør være saa snever som andres, En Mand, der tager sig Frihed at for¬
dreye de verdslige Love, og forklare dem i Faveur af sine egne Absigter, skulde han spare Reli¬
gionens Lærdomme, og mener han ikke da best at tiene sin Gud, naar han med sine Ordens Brø¬
dre foreener sig imod Kirkens Lærere og arbeyder paa deres Undergang?
Jeg burde ikke slutte min Betragtning, førend jeg havde talt et par Ord om det store On¬
de, som indsniger sig ved Vidners Førring. Jeg vil ikke mælde noget om mange Dommeres
Omgang med Vidner, ikke heller om mange Advocaters Opførsel mod de samme; Jeg vil al¬
lene sige, at, ligesom jeg ikke begriber, hvorledes Mennesker kand forfalde til saa stor Daar¬
lighed at løbe til Tings med de største Bagateller, saa fatter jeg ikke heller deres Letsindighed,
der tillade Guds Navns Misbrug, naar der trettes om en Øresigen, eller to rasende Qvinder kive
om deres Præference i Kirke=Stolen. Dog dette er det allermindste. Hvor ofte see vi ikke, at en
Mand, for at klæde sin uretfærdigste Sag med Uskyldighed, betiener sig af de ulovligste Midler Ti¬
tius har begaaet en Forseelse af den Beskaffenhed, at dens nærmeste og visseste Følge kunde blive
hans Embedes Fortabelse; hans Misgierning er overalt bekiendt, og de ere fleere, end een,
der har været øiensynlige Vidner til hans Opførsel. Hvad Raad bliver da tilbage, Giernin¬
gen i sig selv kand ikke blive ugjort, og det ildestinkende Rygte kand ikke blive dempet, førend hans
Uskyldighed bliver lagt for Dagen. Han faaer en skarp Sagsøger paa Halsen, men tillige en
Mand, der har et kiærligt Hierte til sin Næste, naar hans egen Ploug derved kand gaae, han
forstaaer ogsaa at give en god Ven et godt Raad i vanskelige Tilfælde. Anklageren og dens An¬
klagede komme til en venlig Accord, og den Første har alle Tider et Medicament af en saa forun¬
derlig Kraft, at en liden Dosis deraf skiller et Menneske ved sin Hukommelse, saa at man ey kand
erindre sig i Dag, hvad man saae i Gaar, dette Præcipitans bliver meleret med en liden Portion¬
af det rareste Metal, og dette er alt nok til at sette et Vidne uden for sig selv, og i den Stand, at
det feliciter kand oprekke sine Fingere, og sværge ved alt det, som helligt er, at det hverken veed
det ene eller andet. Dette fordrister jeg mig dog ikke at censurere; thi det er jo efter Kiærlig¬
heds Lov at tiene sin Næste, og en Mand, der er ilde faren, bekymrer sig ikke just om Lovligheden
i de Midler, der tiene til hans Frelse.
Dette er endnu ikke nok, men jeg har ofte undret mig over dem, der vil fæste Troe til de¬
res Vidnesbyrd, eller tillade dem at aflegge Vidne, hvis Vankundighed i de nødvendigste Re¬
ligions Stykker er ubeskrivelig. Det blev vanskeligt at sige om mange Mennesker, at de bekien¬
de en Gud, hvis man ey ofte kunde høre dem sværge ved hans Navn, saa at enhver Eed maa hos
dem tiene i Steden for en Religions Artikel; Man seer dem idelig at sette deres Pligter mod det
høyeste Væsen tilside, ikke desmindre skal de dog fremkaldes som tilforladelige Vidner, havde
Tyrkerne ikke større Ærbødighed for deres Mahomed, end saadanne Christne for deres Gud,
vilde jeg sige, at man ligesaa meget kunde troe de Sidste som de Første. Men jeg
haster til Enden, og vil ikke længer opholde mig med at
arbeyde forgiæves.
