221.
No. 26.
Udgivet den 6 Novembr. 1744.
Sælges udi C. H. Berlings Bogtrykkerie for 2 Skilling.
Omnia das, qvia nil potes hinc auferre: dedisses,
Si tecum posses omnia ferre, nikil¬
eg skriver disse mine Blade imellem Frygt og Haab; thi jeg har i den
eg skriver disse mine Blade imellem Frygt og Haab; thi jeg har i den
gandske Uge ingen Dag vidst mig sikker for usædvanlige Besøgelser af
Fiendernes Ambassadeurs, som jeg i mine sidste Blade foruroligede i de¬
res Fred; Enhver, der har indfundet sig ved min Dør, har jeg anseet som en
Hannibal ad portas, og jeg har stedse ventet Deputerede fra Formalitæts
Kræmmerne, der skulde forbyde mig længere at fore Pennen til Fæderne-Lan¬
dets Beste. Jeg bekiender reent, at Procuratorernes selvraadige og lovstridige
Opførsel et Sted meere end et andet har tvunget mig til at gribe til Vaaben,
for at komme Retfærdighed til Hielp, og understøtte den Uskyldige; Jeg vilde
ønske, at de, som finde sig skyldige i de Laster, som jeg har straffet, vilde tage
mine Tilrettesættelser til Hierte, og i Steden for at tænke paa Hevn, stræbe at
forbedre sig, da jeg ingenlunde skal forglemme at ønske Danmark Lykke, der
maatte blive skildt ved de rivende og skrækkelige Dyr, som ellers maa sø¬
ges i de øvrige Verdens Parter. Jeg har det Haab, at, naar den første
Heede er gaaet af uden min Skade, taber jeg intet ved den anden; thi man
siger, at Ting-Studene ere meest sterke i det første Anfald. Jeg lover i det
øvrige, ikke meere at befatte mig med den fordervelige Sect, med mindre jeg
skulde erfare nye Konst-Greb, eller saadanne Efterretninger maatte indløbe, der
kunde give mig Underretning om et eller andet, som jeg kand have forbigaaet,
da jeg paa nye skal gaae Fienderne i Møde, og give fleere Erindringer til mine
Lands-Mænds Gode.
J disse Blade bliver det min Hoved-Sag at gaae løs paa en Last, der
baade er af det urimeligeste og skadeligste Slags. Naar jeg nøye undersøger
Beskaffenheden af Gierrighed, finder jeg neppe nogen Last, der meere strider
imod den sunde Fornuft, og ingen, der stifter meere Ulykke i Verden, end den
samme. Dens Væsen er saa vederstyggeligt, at den falder alle i Øyet, og in¬
gen Moralist forglemmer at afmale den, ikke desmindre staaer den endnu i sin
fulde Vext, og saa længe Mennesker følge deres Sandser, haaber man forgie¬
ves at kuldkaste dens Magt. Jeg maa censurere den med andre Laster, men
slutte mine Betragtninger med dette: Arbeydet er forgieves; thi Menneskene
ere meest forelskede i de Ting, der løbe meest imod Fornuften, og Passionerne
synes ligesom at vilde vise deres u-omskrænkte Herredømme, i sær naar Fornuf¬
tens Regimente kunde være meest gavnligt.
