222
Jeg kand ikke andet slutte af den Gierriges Adfærd, end at han maa an¬
see Verden som den, der allene er skabt for hans skyld; han bilder sig ind, at
Himlen har meddeelt ham et Skiøde, der sætter ham i Possession af Verdens
Rigdomme, og han tænker, at han har første Prioritet i andres Midler; J saa¬
Maade betragter han sine Medborgere som sine Skyldener, i hvis Boe han¬
har Friehed til at giøre Jndførsel, naar han selv vil. Hans Begierlighed er
stedse som en tor Jord, fuld af Sprekker, der ikke kand blive lædsket; hans
Principia ere heel forunderlige, og hans Opførsel er vanskelig at fatte. Han
giør stedse en Sammenligning imellem sin egen Formue og deres, der ere rigere,
end han, saa længe hans Rigdom ey overgaaer andres, holder han sig for
yderlig fattig, og han seer aldrig til dem, der enten ikke eye meere eller mindre
end han, men have dog et fornøyet Sind. En liden Guist kand optænde en
stor Jld, en liden Summa giør den Gierrige begierlig efter meere, og enhver
Skilling er som en Olie i Jlden, der ikkun tiener til at giøre Luen sterkere.
Det synes vel som den Gierrige ofte sætter Grendser for sin Begierlighed,
og intet er almindeligere, end at høre Folk sige: Vilde Himlen unde mig det
eller det, kunde jeg blive Eyere af saa meget, at jeg uden at trænge til andre
kunde slaae mig igiennem Verden, vilde jeg lægge Hænderne i Skiødet, og faae
et fornøyet Hierte, men den Tid synes aldrig at komme, og den Gierriges Trang¬
voxer med hans Rigdom, han er som en Tantalus, der lever midt i Vandet,
men maa dog døe af Tørst, som en Midas, hvis Begierlighed ey kand stilles,
om end alle Ting, som han rører, blive forvandlede til Guld. Han sætter
Ære, Liv, ja det som vigtigere er, i Fare, allene for at oplegge Liggendefæer,
af hvilke han dog ikke høster andre Fordeele, end Moye, Sinds Uroe og en ond
Samvittighed.
J sær synes mig den Gierrige at handle meget ufornuftig, fordi han ey
vil betragte de tilkommende Tider, og de Forandringer, der kand gaae for sig
i de samme. Han underkaster sig de største Besværligheder, trætter sit Legeme
med u-nødvendig Arbeyde, har vaagne Nætter, og ingen Rolighed i Sindet.
Et Straa, der rører sig om Natten, kand skrække ham, og han frygter hver
Time for Besøgelser af Tyve, der maatte berøve ham alt, hvad han med Møye
har samlet. Han betænker ikke, at han ofte samler til dem, hvis Laster be¬
fordres ved hans Midler; han begriber ikke, at, endskiønt enhver bøyer Knæ¬
for hans Person, sigte de dog egentlig til hans Penge; thi hans Person er af¬
alle forhadt, hans Arvinger længes efter hans Død, og Manden, der skal over¬
sende ham til Himmelen ved en kiøn Parentation, sukker efter hans Afskeed.
De stedsevarende Begierligheder efter meere, der har indtaget Sindet, skille
ham ved alle Fornøyelser, og tillade ham ey at smaae det mindste af en sand¬
Lyksalighed; de lykkeligste Dage i Aaret holder han dem at være, i hvilke han
kand legge Penge i Kisten; men han formeerer dog gierne sin Skat med de dy¬
beste Suk, og meener, at det Jndsamlede er endnu ikke tilstrekkeligt til at be¬
