243
vare ham fra Fattigdom. Alle disse Sindets og Legemets Byrder underkaster
den Gierrige sig gierne, men man kand sige, at han giør alt dette i blinde, og,
at Fornuften paa ingen Maade har Haand i hans Foretagende. Jeg tilstaaer,
at de Omstændigheder, i hvilke han befinder sig, kand give ham nogle Undskyl¬
dinger, men de holde ikke Stik. Han kunde vel beraabe sig paa Tiderne, og
sige, at, som Penge ere Hiulene, der drive de fleeste Machiner, og en Mand,
der ligger i Armod, neppe kand vente at reise Hovedet i Veyret, saa bliver Be¬
gierlighed efter Rigdom en Hoved-Dyd, og at declamere imod den, er at af¬
føre et Menneske fra Lyksaligheds Veye, og at vilde raade en Fader fra at sam¬
menskrabe Liggendefæe til sine Børn, er paa den ene Side, at fordømme hans
Døttre til Kloster, paa den anden Side at skille hans Sønner ved de Fortiene¬
ster, som kunde bane Veyen til deres Befordring; Men jeg har forhen viist,
at saa vanskabt et Morale finder ingen Plads i de Danske Egne, og at en ond
Sædvane kand aldrig forvandle en Last til en Dyd.
Vidste jeg at kunde forekomme Gierrighed, ved at vise dens Aarsager,
vilde jeg giøre mig Umag med at anføre adskillige. Som alle Mennesker ha¬
ve ikke de samme Grunde til deres Gierninger, saa komme de Vinde, der op¬
puste Gierrigheds Jld, ikke altid fra et Hiørne. Fornuftige Skribentere have
merket, at, endskiønt Gierrighed og Vellyst synes at være tvende stridige Passio¬
ner, saa finde de dog begge Leylighed til at bemestre sig et Hierte, saaledes, at
den første bliver ofte en Datter af den sidste. Jeg veed vel, at nogle ansee
Vellyst for en Last, der ingenlunde kand bestaae med Gierrighed, følgelig ikke
være nogen Aarsag til den samme; De meene det at være tvert imod den Gier¬
riges Natur, at forsyne sit Legeme med de nødtørftigste Ting, end sige at svæ¬
ve i Overflødighed, og holde aaben Taffel for Smarodsere; men det er klart,
at disse confundere een Last med en anden. Karrighed og Gierrighed er efter
deres Meening et og det samme, og de indbilde sig, at den Gierriges Begierlig¬
hed veed af ingen Grendser, fordi den største Overflødighed synes ey at kunde
stille dens Graadighed. De agte ikke, at et Menneske kand hiige efter Penge,
just fordi han vil have nogle at udgive, og at en anden kand plages af sam¬
me Begierlighed, men samler allene for at samle.
Voluptinus er en Mand, der er nedsiunken i Vellyst; hans Philosophie
befaler ham at fremdrage Livet i en stedsevarende Sviir, og han meener ey at
kunde døe bedre, end naar Døden træffer ham med Glasset i Haanden, sidden¬
de ved et Bord, der er opfyldt med Rætter. Hans Arvedeel begynder at svin¬
de, og hans Honneur forbyder ham at forandre sin Leve Maade; hans occo¬
nomiske Forsigtighed befaler ham da at see til Enden, han efterseer det tilbage¬
blevne af Capitalen, og holder det sammen med de Udgifter, han fremdeles
har at bestride; han erfarer, at Huusholdingen med snareste vil blive forkeert,
hvis han ey seer sig om Midler til at holde den vedligge. Dette priselige For¬
sæt giver Manden Mod til at jage efter en riig Brud; vi bedrage os, om vi¬
