124
tænke, at Beyleren giør sine Courer til Personen, det er allene Midlerne, der
har optændt Kierligheds Lue i hans Bryst, og den Estime, han legger paa sin
Hustrue, henger ikke af hendes Deylighed eller Dyd, hendes Forstand eller
Gudsfrygt, men allene af hendes Penge; dette trøster den Vellystige i sine Be¬
kymringer, og, ligesom han for gjorde sig Umag for at oplugte et Sted, hvor
han kunde finde Midler til at befordre sin Yppighed, ja gik paa Accord med
adskillige Meglere for at naae sit Maal, saa har han nu en stor Ulykke, inden
han bliver skildt ved de Penge, som han paa den Maade bragte til Veye. Dette
giør atter store Huller i hans Casse, og den tilkommende Mangel oplader hans
Øyne, at han kand see sine Medborgeres Formue. Han tænker, at saa dyre¬
bare Klenodier bør ey være i deres Giemme, der ey forstaae at bruge dem, og
han kand ey fordrage, at hans Naboers Skillinger skal mulne paa Kiste Bun¬
den; han vil, at den ene Borger skal leve med den anden, og han bilder sig
ind at være sat i Verden for at underholde Kokke og Viin-Handlere; det synes
ham saa uselt at lade sig see i en vendt Kiortel, og at han ikke lidet beskiemmes,
naar han i al sin Opførsel ikke er alamod sk. Han optænker derfor adskilli¬
ge Veye til sine Naboers Penge, og han bekymrer sig just ikke, om de samme
ere lovlige, naar han ikkun kand naae sit Maal.
Tenacinus er et Menneske, hvis Begierlighed er ikke mindre end den
andens; men hvis Øyemerke er gandske adskildt fra hins; han har gjort en
Pagt med sin Kiste, at han stedse skal stræbe at fylde den, og, naar han kaster
sin Skierv i denne sin Guds Blok, blotter han af Ærbødighed sit Hoved. Han¬
tænker, at de stærke Jern=Baand ere ikke Skandse nok for Pengene, han knæ¬
ler derfor for sin Guds Alter, og, naar han reiser sig fra sin Andagt, slaaer han
Kors for Skrinet, for at væbne det imod Fiender, og giøre det usynligt for
Tyve. Han beder Himlen at bevare Landet fra Ulykker, men han har i sær¬
Øye paa sit eget Huus; hans Capital ved enhver at være anseelig, ikke desmin¬
dre sukker han stedse under Fattigdoms Byrde, og enhver Skilling, som han an¬
vender paa at opholde Livet, meener han at give sig Betle-Staven i Haanden.
Hans Omgang synes urimelig, som den ogsaa er, alligevel kand den dog fattes
paa nogen Maade: At Tenacinus bejamrer sig selv som en fattig Mand, er
ikke at undre; thi saadanne Anstalter tiene til at frietage ham fra de Pligter,
som Kierlighed befaler at vise mod andre, og, vilde man fæste Troe til hans
Klagemaal, skulde han ikke skamme sig ved at lade sig enroulere iblant fatti¬
ge Lemmer, for at faae en Uge Penge af Silke=Huuset. At han stedse samler,
uden at vide hvorfor, kand vi ikke sige; thi han har visselig sine Absigter, en¬
ten de nu ere saa eller saa: Han finder maaskee en Slags Fornøyelse i at kun¬
de see mange Penge i een Dynge, Rigdom agter han for det høyeste Gode, og
den sande Lyksalighed bestaaer efter hans Tanker i at have Overflødighed paa
liggende Midler, hans Fortrolighed til Guds Forsyn er saare liden, han vil
derfor selv præcavere sin Fattigdom, og dette meener han allerbest at kunde
