226
hed, finder en liden Vederqvægelse, naar en interessere, Assistent tager An¬
ledning af en indbildt Forseelse imod Formalitæten til at skaffe ham en Tutte i
Næven. Det er klart, at det idelige Tab, som Litigantius har gjort ved sine
Tretter, og som truer ham med en fuldkommen Rume, sætter hans Begierlig¬
hed i en Brand, der ikke kand slukkes uden ved andres Midler.
Mercator er en Handels Mand, der sidder i god Stand; hans Sager
gaaer for sig med Lykke, og den Skade, han tog ved nogle faa Vahrers For¬
dervelse, kand ingenlunde giøre ham til en fattig Mand, ikke desmindre er han
selv af den Tanke, og resolverer derfor at lade andre betale, hvad han forlii¬
sede. Hans Gierrighed synes nu at have de gyldigste Aarsager og de kraftigste
Undskyldinger; han tager fat paa sine Bøger, efterseer sine Restancer, og bli¬
ver sindet at forøge Debitorernes Skyld; han gjør sig ikke Samvittighed over
at lade sig betale to gange for sine Vahrer, og, naar de Gieldbundne faae hans
Regninger i Hænde, finde de en Summa, der langt overstiger den forhen ac¬
corderede Priis. Det bliver ikke derved, Mercator gaaer videre, og hans
Gierrighed griber end og til uhørlige Midler af det allerrareste Slags. Han
holder hver Dag Arbeydere i sin Gaard, og han finder sig paa den ene Side
forbunden til at give dem deres Løn, paa den anden Side synes han gier¬
ne at vilde beholde Pengene for sig selv. Hvad er nu at gjøre, han maa gaae
forsigtig til Verks, og hans Intrigner, der skal føre ham til Maalet, maa have
Skin af Retfærdighed. Dagen kommer, da Arbeyderne skal betales; han le¬
verer enhver sin Andeel, og for end ydermeere at vise sin Erkiendtlighed, di¬
stinguerer han sig ved Opera supererogationis, skienker til Overflødighed saa¬
ledes for enhver, at Fornuften falder i Søvn hos dem alle, Manden viser paa
sin Side saa stor Ydmyghed, at han selv bliver Hovedet ved dette Knuds Gilde,
og for at vise Prøve paa sit omgiængelige Væsen, formaaer han sine Dag-Leyere
til at divertere sig med et Fem-Kort; Selv betiener han sig af deres Druk¬
kenskab til at spille sit Kort saa med den Lykke, at de Penge, som de havde for¬
tient ved Sveed og Arbeyde, falde tilbage i Hosbondens Lomme. Sandelig
jeg maa tilstaae, at Mercators Huusholdning er heel eftertænkelig, og at Gier¬
righed har faa Tilbedere, der dyrke sig paa saa retfærdig en Maade, større Bil¬
lighed finder jeg i dens Oeconomie, der efter Historiernes Formælding begegne¬
de sin Tiener paa en meere reputerlig Maade, forsynede hans Lomme med Pen¬
ge, hans Mave med delicate Rætter og hans Ryg med udvalde Prygl, given¬
de ham efter dette tredobbelte Tractemente i Naade sin Afskeed.
Jblant de mange andre Gierrigheds Aarsager, som endnu kunde anføres,
finder jeg i Særdeleshed een, der er værd at antegne: Indulgentius er en Fa¬
der, hvis Kierlighed til sine Børn er ikke stillet efter de Regler, som Fornuften
foreskriver; han har Hierte til at forsyne dem med en god Opdragelse; men,
som hans egen har været lidet fornuftig, saa besidder han ikke selv den Erfaren¬
hed, at han kand see det, der i Besynderlighed tiener til Børnenes Beste. Han¬
