227.
forglemmer de allervigtigste Ting, stræber ikke i Tide at anvise sine Børn de Mid¬
ler, der kand tiene til at undertvinge de Lyster, der ofte henrive de Unge til¬
utallige Laster. Han vegrer sig ikke ved at udøse Penge i Hobetal for at lade
sine Børn underviise i u-nødvendige Galanterier; han depenserer anseelige Sum¬
mer paa sine Sønners Reyser til fremmede Steder, og understøtter dem ved
tilstrækkelige Forskud i alle de Slags Vellyster, som Sandser og Jndbilding, op¬
vakte ved andre Letsindiges Forestilling, kand tilsige dem. Hvo skulde tænke, at
Indulgentius var gjerrig, ja hvo skulde troe, at han tillige var en Guier?
Men lader os besøge ham i sit eget Huus, lader os ansee hans Omgang med
andre sine Underhavende, og vi skal befinde, at hans Gemytte er en Residence¬
for tvende aldeles adskildte og stridige Laster, Ødselhed og Karrighed. Disse
sigte saaledes med hinanden om Overmagten, at det er vanskeligt at determi¬
nere, hvilken har meest at sige den Haand, der oplader sig rundelig, for at
befordre de selvraadige Børns Vellyster og theatralske Comportemens, ven¬
der en Skilling hundrede gange, førend den vil opofre den til meere fornødne
Udgifter, og den urimelige Fader ønskede gierne, at Himmelen vilde umage sig
med at giøre Vunderverk, for at opholde ham tillige med sine Huus-Folk uden
Hielp af naturlige Midler, at hans Casse altid kunde være i Stand til at ved¬
ligeholde sine Børns Pragt, og at de ey efter hans Død af Mangel paa Midler¬
skulde blive nødte til at give noget efter i deres forrige Opførsel.
Jeg burde vise det store Onde, som Gierrighed drager efter sig; men jeg
finder Sagen af den Betydenhed og Materien af saa stor Vitløftighed, at den
udfordrer en særdeles Betragtning; Det Tilbagestaaende af Papiret, vil jeg
derfor anvende paa at vise nogle af de Vildfarelser, som i Almindelighed findes
hos Mennesker, der udelukke Fornuften af deres Domme, og ofte søge en Last,
der, hvor den ey er at finde. Ligesom Gierrighed er iblant de Feyl, der gjerne
søger at skiule sig under Dydens Dække, og stræber at erlange Ti¬
tel af en priselig Forsigtighed i Huusholdnings Væsenet, saa see vi og at mange
tale om den lovligste occonomiske Klogskab med ligesaa foragtelige Ord, som
om Gierrighed, og give en fornuftig Sparsommelighed det forhadte Navn af
Karrighed. Denne Vildfarelse har adskillige Aarsager, og vil jeg stræbe at an¬
føre nogle: Prudentius og Apicius ere tvende Brødre, der begge have arvet
en Capital af lige Vigtighed. Den første kalder Fornuften til Raads, og hand¬
ler saaledes med sine Penge, at ingen af hans Udgifter ere u-nødvendige. Hans
Klæde=Dragt er tarvelig, hans Levemaade menneskelig, og hvad han har lærdt
i sin Ungdom, bruger han nu for at tiene sig selv og Fæderne-Landet; Sin Ca¬
pital har han udsat, og den indbringer ham aarlig anseelige dog billige Renter,
saa at han, uden at røre ved Hoved-Stolen, vel kand komme ud. Apicius
derimod er en Bon vivant; han giver ikke havt den Møye at udsætte sine Penge,
at igiennemlæse Obligationer, ja det vilde falde ham for besværligt at være
hiemme paa de Tider, naar han kunde vente sine Renter; han beholder derfor¬
