228
Capitalen hos sig selv, og han er ikke saa paaholden, at han ey skulde unde andre got Folk Deel¬
i sine Midler; han fører en Equipage som en Greve, og opofrer aarlig en Deel af sine Midler¬
til Moden; hans Stand befaler ham ogsaa at holde en Medhielperske, hvis Tieneste vises ikke
omsonst. Hans Beene ere alt for ømme til at gaae, og hans Legem for delicat til at tage imod
Luften, han maa derfor indsluttes i en Carosse, naar han drager om for at aflegge Prøve paa sin
Færdighed i Leve=Konsten. Avicius forsøger ofte at faae sin Broder til Compagnon, men for¬
giæves; han er alt for klog, at han skulde spille sine Midler i Hænderne paa Skiøger og Billard¬
Brødre, og han meener, at hans Legeme vel kand tage til takke med Klæder, der ere skikkelige, skiønt
ey prægtige eller naragtige, store Frisurer og jasminerede Perukker vil han ey antage for tilfor¬
ladelige Beviser paa store Hoveder, og han vil ikke insinuere sig ved et overdaadigt Liv, thi han
bliver aldrig sindet at bane sig Veyen til sin Lykke ved Assistence af Gryde=Venner. Han for¬
dømmer derfor sin Broders Huusholdning, og beder ham ofte at kaste et Øye ud i Tiden, samt
betragte Følgerne af saa uordentlig et Liv, han forestiller ham Armod, som en u-omgiængelig
Svite af hans Overdaadighed; men hans Formanninger finde ingen Øren, og han udretter intet
meere, end at Broderen bringes i Harnisk. Prudentius, hvis Opførsel er gandske philosophisk,
faaer Navn af en Gis-Hals, der af en umættelig Begierlighed efter at samle Rigdomme nægter
sit Legeme den fornødne Pleye, og sit Sind de tilladelige Forlystelser. Vi see altsaa af disse
Exempler, at en god og roesværdig Huusholder bliver ofte caracteriseret som en Gierrig og Guier,
fordi han ey vil leve i eet Aars Overflødighed, for siden at betle sit Brød, og omvexle sin Boelig¬
med det almindelige Qvarteer for Overdaadigheds Elskere og de fattige Stolte. De
Fornuftige see den Middel-Vey, som er imellem Ødselhed og Karrighed, og de see den saaledes,
at de tillige følge den.
Af mine Tanker i disse mine Blade, see mine Læsere paa nogen Maade Urimeligheden i den
Last, som jeg har stræbt at forestille. Naar vi med et fornuftigt Øye betragte den gandske Sag,
mærke vi tvende Hoved Kilder, af hvilke Gierrighed har sit Udspring, den første er Vellyst og en
indbildt Fornøyelse, den anden en utidig Frygt for Fattigdom. Jeg veed, at Gierrighed maa
regnes iblant de Laster, der meest blive elskede, og at Mennesker, der have gjort sig til Slaver af
den samme, indbilde sig at giøre Hinder i deres egen Lyksalighed, følgelig handle tvert imod For¬
nuftens Forskrift, om de skulde give den Afskeed, jeg tilstaaer ogsaa, at denne Last har forstukket
sig under mange deylige Farver, og ligesom giort sig behagelig ved mange indbildte Sødheder,
saa jeg derfor ikke er saa taabelig at vente dens Herredømmes Afskaffelse. Erfarenhed lærer os, at
det almindelige Had, som følger med Gierrighed, og de haanlige Slutninger, som alle giøre, have
snart ikke mindste Virkning i den Gierriges Gemytte. En Euelio kand følge en anden til Graven,
kand see, at han nøgen bortføres, og at han maa lade alle sine Midler efter sig, der ofte blive hans
Fiender til Bytte; han kand høre deres foragtelige Domme, der tillige med ham give den Døde
Geleyde; men han bliver dog den, han er, røres han lidet ved en alvorlig Eftertanke, saa bliver
det allene en kort Stilstand, og Fienderne holde sig som i en Krog, for at samle nye Kræfter at de¬
res Anfald kand blive desto stærkere, og man seer, at den Mand, der i Gaar fældede Taare ved den
Gierriges Grav, kand i Dag saaledes lade sig overvinde af fine stormende Passioner, at Samvit¬
tigheden kand nedsluge al den Uret, som næsten tilføyes, der maa befordre den Gierriges Fordeel.
Naar jeg betragter dette, har jeg aldeles ingen Aarsag til at forundre mig, om dette mit Ark bli¬
ver forglemt, saa snart det er læst, og om den Gierrige beleer mig som en Daare, der fordrister
mig at raade ham fra sine Hoved Pligter, som tusinde Aarsager befale ham at efterkomme. De,
som ikke staae under denne selsomme Passions ulyksalige Tyrannie, blive de meest upartiske
Dommere, og de, der fremture i en Last, skiønt de kiende dens Hæslighed,
handle hverken som fornuftige Skabninger eller
gode Borgere.
