229
No. 27.
Udgivet den 13 Novembr. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Nullum vitium est tetrius, qvar avartia direptioqve
Sociorum, habere enim qvæstui Rempublicam, non
mode turpe est, sed sceleratum etian & nefarium.
Caput autem est in omni procuratione negotii &
muneris publici, utavaritiæ pellaturetiam minima
suspicio.
Cicero,
D¬
et overflødige Onde, som Menneskenes Laster foraarsage i Verden, har
givet Moralisterne Anledning til at søge efter den store Kilde, hvoraf saa
mange Vederstyggeligheds Strømme udvælde. Deres Meeninger har i dette,
som i meget andet, været adskillige, og enhver har efter sin Jndsigt fundet en Oprin¬
delse til det Onde, som han har meenet at være den sande. Den fornuftige Pla¬
to har givet Mennesket Navn af et levende Jnstrument, hvis Deele, naar de alle
stemme overeens, give en behagelig Lyd, og sette de Hørende i Bevægelse. Det¬
te Jndfald har foraarsaget, at man længe har disputeret om den Streng, som
paa det levende Jnstrument var vanskeligst at stemme. Nogle holde for, at et
Menneskes Tunge er det besværligste Lem at holde i Ave, og at intet stifter meere
Ont i Verden, end den samme. Andre meene, at den almindelige Ulykke maa
tilskrives Hænderne, der stedse ere færdige til at gribe fat paa det Uægte, og at
beholde Skyggerne. Nogle beskylde Øynene, som de, der uden at blive trætte,
forlyste sig med at beskue Forfængeligheder. Andre derivere det Onde af Ørene,
saasom disse vise sig alt for villige til at anhøre Hykleres Smigren og de Jldesinde¬
des Bagtalelser. Jeg vil ikke anføre meere; thi det, som allerede er mældet, be¬
viser noksom, at Menneskets sunde Deele ere faa eller ingen.
De Philosophi, der have en høyere Anviisning, end den, Fornuften for sig
selv kand give, lede ikke længe, førend de finde Ondskabens egentlige Kilde, og,
naar de vil tale philosophisk, sige de, at alt Ont reyser sig af falske og forvirrede
Forestillinger, da Mennesket, bedraget af sine Sandser og Jndbilding, anseer
det Onde som Godt og det Gode som Ondt. J sligge forkeerte Domme holder jeg
for, at Begierlighederne fornemmelig spille Mester, og nægter ikke, at jeg jo i
Besynderlighed anseer Gierrighed for en af de allerskadeligste. Hvad de
Hedenske Vise angaaer, da veed jeg vel, at mange iblant dem, der have et høye¬
re Lys, ja end og anseelige Lærere, sette hines Fornuft-Slutninger inden alt for¬
snevre Grændser, og intet er almindeligere end at see i mange theologiske Skrifter,
saadanne Decisioner, hvilke, om de vare saa vel grundede, som de ere myndige
