235
Iblant alle de Mennesker, der ere Slaver af Gierrighed, fortiene ingen meere at sæt¬
tes til rette, end de, der have Sted iblant de Geistlige, og man kand sige, at det Onde, som
flyder af Lasten, naar den elskes af disse, er i mange Henseender det allerstørste. Philargyrus
sidder i et Embede, der befaler ham at troe, hvad han prædiker for andre, og at øve sig i de
Dyder, som han med Nidkierhed indskierper. Han mærker, at, dersom Gierrighed samlet
med Karrighed bliver almindelig i hans Sogn, kand han ikke vente sig meget Offer, og hans
Tiende vil blive saare liden; han kiender Hæsligheden i Lasten, og gaaer dog selv bunden i dens
Lænker; han raaber ved alle Leyligheder paa den Kierlighed, som en Menighed bør vise imod
sin Præst, og han forlader ofte den anordnede Text, for at udvælge sig en anden, der best kommer
desto vigtigere, er han selv i Stand til at opdigte hundrede Historier, der bevise deres u-om¬
overeens med hans Absigter. Han afmaler Gierrighed med de skrækkeligst Farver, og indrøm¬
mer visse Værelser og visse Piinster i Helvede for dens Tilbedere. For at giøre sine Declamationer
giængelige Straf, som nægte en Lærer sine Fordringer, og de, der i agttage deres Pligter i
dette Stykke, har gjort alt hvad de bør, for at faae Deel i Sallighed. Det er klart, at Phi¬
largyrus er overmaade gierrig, det er ogsaa klart, at hans Gierrighed er ledsaget med bedrø¬
velige Virkninger; den giør ham til en Vasal af de Rige og en Plage-Foged for de Fattige:
For at formaae de Første til Gavnildhed, seer han igiennem Fingre med deres Feyl, læmper
ne Prædikener efter deres Lyster, stikker Sandheden under Stoel, og i sær tager sig vare, at
han ikke rører ved deres Skiøde=Synder, og fordi han kand vente sig lidet af de Sidste, ere
hans Applicationer gierne partiske, og hans Tilrættesættelser haarde. Jeg vil ikke tale om
hans Brude Vielser eller Liig-Prædikener, der i feede Affaires ere krydede med de rareste
Consiturer, som Veltalenheds Konst og de ziirligste Postiller eller Concept-Registere kand brin¬
ge til Veye, ja bestaae snart af lige saa mange Berømmelser som Ord, hvilket altsammen er
saare mavert, naar et fattig Partie indgaaer Alliance, eller en forarmet Mand skal geleydes
til Graven. Denne Geistlige Læge kommer derudi overeens med de Legemlige, at hans Rey¬
ser og Besøgelser ere temmelig dyre, Kudsken bruger ey sin Svøbe omsonst, og Præsten meget
mindre sin Mund; Mange Fattige kunde behøve hans Nærværelse, men da de ansee ham i de¬
res Hytte med samme Øyne som en Exsecutant fra deres Herskab, driste de sig ikke af Mangel
paa Aflads Penge at begiere hans Trøst. De Fornuftige, der har Jndsigt i Tidernes Vanske¬
lighed, støde sig ingenlunde over Philargyri Conduite. Er da en Lærer forbunden frem for an¬
dre at lade sig nøye med Klæde og Føde, eller bør han lade af at være Menneske, og jage alle
Begierligheder efter Overflødighed i Landflygtighed? Hvad er meest magt paaliggende, hans
egen Jnteresse eller hans Meenigheds Beste, Philargyrus viser sig som en god og ustraffelig
Hyrde; thi om han end klipper Faarene, opsluger han dem dog ikke, og hvad kand begieres
meere, J Sandhed Manden er at undskylde; han staaer i Fortroelighed med de Rige, og
hans broderlige Omgang har forskaffet ham mange Venner; han maa hver Dag være færdig¬
til at modtage Besøgelser, og han kand ikke uden om Søndagen afspise sine Giester med Ord.
Med alle sine Prædikener imod Hovmod og Pragt kand han ey rense sit eget Huus fra saa skade¬
lige Drage-Dukker, hvad der mangler paa hans Eqvipage, opfylder hans Hustrue, og hans
alamodiske Døttre vil ikke vige andre i Magnificence. Bør da ikke Manden at være om sig, og,
naar han har saa mange at forsyne, hvor er det da mueligt, at hans Sæk kand blive fyldet:
Jeg maatte ogsaa spørge, hvad der kand befale ham at lade sit Kiøbmandskab fare, og med hvad
Grund man støder sig, naar man seer, at hans Oeconomiske Forsigtighed lader Kornet ligge, naar
Aspecterne true med dyre Aaringer har han da forgiæves udgivet sine Penge for Coleri Huus¬
holdings Bog, eller bør man fordømme ham, fordi han tager Plads iblant Møllere, og
maaskee driver Kiøbmandskab med sine Heste, Jeg maatte ogsaa vide, hvad der kand forbinde¬
ham til at gaae løs paa de Rige og Fornemme med samme Jver som paa de Nedrige Bør han
ikke have lærdt af Erfarenhed, at en Mand, der oplader sin Mund forat straffe de Høyeres
Synder, giør sig selv forhadt, og naar han taler Sandhed alt for tydelig, da at give Plads
til en anden, Bør han ikke vide, at man kand skielde, forhaane, beskylde og forrette den
