236
Fattige, og dog blive angerløs, eller i det mindste ved en slags Gavildhed at kunde giøre sig
gien kand gaae ham til haande, ( Jeg kunde vel have forbigaaet disse Anmærkninger, og ladet
uskyldig, og bør han ikke altsaa holde sig færdig til at læmpe sig efter alle Tider, at Tiderne i¬
den gjerrige Lærer selv forsvare sin Sag, men da Mennesker af det Slags staae i Egen Kier¬
ligheds Fornægtelse, har jeg holdet det for billigt at tale til deres Forsvar alt, hvad jeg har
kundet. (**
Førend jeg slutter min Betragtning, maa jeg endnu anføre en Virkning af Gierrighed,
der er ikke mindre skadelig end andre. Kaste vi et Øye tilbage i de gamle Tider, befinde vi, at
Gierrighed, der fandtes hos een og anden, har været Aarsag til den store Vankundighed, i
hvilken den anseeligste Deel af Jorde-Riges Indbyggere laae nedsiunken Som de adskillige Secter¬
af verdslige Viise pleyede at føre Navn af deres første Stifter eller andre særdeles Omstændig¬
heder, saa see vi og af den philosophiske Historie, hvis Sandhed bliver grundet paa Erfaren¬
hed, at, da de saa kaldede Philochrysiske eller Guld elskende Viise begyndte at række Hovedet,
i Veyret, grundige Studeringer tabte en stor Deel af deres Anseelse, og at Hovedet for See¬
ten gjorde ved sin gierrige Omgang ikke lidet til deres Foragt. Man saae da den lærde Repu¬
bliqves almindelige Beskrivelse til Skat, for at giøre sig meriteret til den philosophiske Kaabe;
man agtede ikke paa en Candidates Færdighed i solide Videnskaber; men hans Lærdom blev
maalet efter hans Penge, og, naar en Hendelse havde gjort ham riig, giorde den samme ham
lærd, saa at de Tiider vare ligesaa frugtbare paa riige eller lærde Hoveder, som de havde O¬
verflødighed paa Fattige, det er, vankundige Brødre. Følgerne af saa selsom en Huushold¬
ning fattes uden Vanskelighed. Mennesker, som Naturen havde undet Forstand, men Lykken
misundet Penge, tabte Modet, og ansaae Studeringer som et Haandverk, der allene burde
practiceres af de Bemidlede, og, som disse for en civile Priis kunde tilhandle sig philosophiske
Sciencer, vare de ey saa taabelige, at spilde Tiden for at lede efter det, som de kunde finde i de¬
res Lomme, og hvad Under da, at Verden paa den Tiid vrimlede af forgyldte Drog eller rige
Jdioter, J den Henseende ere vore Tider lyksaligere end hine, og de philosophiske Kiøbmænd
vilde komme mærkelig til kort, hvis de vilde mælde sig med deres Bud i nærværende Periodo.
Dørrene til Minervæ Helligdomme oplukkes nu ikke med Sølvnøgler, og berømmelige Pro¬
gresser i nyttige Videnskaber ere ikke til Falds uden for Sveed og Arbeyde. J Betragtning af
dette kunde vel min sidste Anmærkning synes at være forgiæves; men den forrige Verdens
Blindhed bør giøre os seende, og naar vi see skadelige Virkninger af den philosophiske
Gierrighed i de fremfarne Tider, kand vi desto bedre væbne os, om
den Philochrysiske Sect igien skulde
blive levende.
*) Temporibus, qvi rite sapis, servire memento
Omnibus, at Tempus serviat omne Tibi.
(5) Hvad jeg har anført om de Geistliges Gierrighed, vil jeg langt fra ikke have forstaaet om
alle i Almindelighed, hvilket vilde blive stridende saavel imod billighed som Sandhed.
Jeg er ikke saa blind, at jeg jo kand see mange Lærere at være retskafne, og hvad jeg med
Grund har sagt om de Vanslegtedes Opførsel, har en vis Autor af vore egne Lands¬
Mænd og maaskee en Lem af den Geistlige Orden ikke taget i Betænkning med største Ef¬
tertryk og Frimodighed at udføre i større Vidtløftighed i et nyelig udkommen Skrift,
under Navn af Opmuntring til dem, som staae i Lære-Embedet, en Bog, der
vidner om Skribentens Erfarenhed om sine Brødres Feyl, og kunde tiene mange, hvis
de ey vare bange for at blive forbedrede.
