239.
phisk Menneske, end den, der har Penge og tillige Dyder, den, der har Over¬
flødighed paa Midler, men veed tillige at bruge dem, og bruger dem virkelig paa
den Maade, som Viisdommens Regler foreskrive.
Jeg har anseet denne Sag af saa stor Betydenhed, at, da jeg sluttede min
sidste Betragtning om Gierrighed, fattede jeg Forsæt i disse Blade at meddeele
mine Læsere nogle Svar paa det vigtige Spørsmaal: Hvorledes skal en riig
Mand bruge sine Penge, og hvad heder det egentlig, vel at anvende sine
Midler, At vilde afhandle en Materie af det Slags, synes saa meget meere
nødvendigt, som alle de, der ere begavede med Rigdom, fornøye sig selv med
den Tanke, at de bruge deres Midler paa klogeste Maade, have altsaa ey behov
at hente Underviisning fra andre i en Konst, som ingen forstaae bedre end de selv.
Dette uagtet har jeg dog ikke anseet det forgiæves at anstille en Betragtning o¬
ver dette, og maa tillige erindre, at de meest almindelige Maader, paa hvilke jeg
finder Rigdom at anvendes, ere i mine Tanker ikke de lovligste eller beste.
Jeg har sagt, at Konsten er vanskelig, og de Fornuftige, der kaste et Øye
i Sagen, tilstaae uden Tvivl det samme. En Vandrings Mand har liden
Møye med at passere Veyene, naar de alle ere slette, ingen Forhindringer mo¬
de, ingen Snarer ere skiulte, og han har ey at frygte for hemmelige Fiender;
men, naar han skal gaae over høye Bierge, naar Veyene ere fulde af Anstøds
Steene, og Snarer ere kastede for et hvert Trin, maa han betiene sig af mue¬
ligste Forsigtighed, og, naar han da lykkelig overvinder saa store Vanskeligheder,
saa mange Farligheder, kommer han efter mine Tanker med større Merite til sit
Maal, end den, der endog kunde løbe dertil i Mørke. Ligesom det er ingen For¬
tieneste eller tilforladeligt Mærke paa Dyden, at en stum Mand holder sig fra at
skielde Folk ud, og det kand ey regnes et stupid eller følesløs Naturell til Merite,
at Forliebelse bringer ham ikke til Yderligheder, saa er det ikke heller nogen Me¬
rite for en fattig Mand, at han ey forfalder til de U-ordentligheder, der ere Følger
af Rigdom, eller rettere, til hvilke Rigdom giver mange Anledninger.
Et Menneske der har de nærmeste og stærkeste Leyligheder til at træde de helligste
Love under Fødder, og indretter dog sine Gierninger efter de samme; den der
har Ævne og mange Tilskyndelser til at giøre ondt, og giør det ikke; den, derzi¬
rer sit Liv med de skiønneste Dyder, da han befinder sig i en Tilstand, hvor alle
Anledninger gives ham til at styrte sig i Laster, fortiener med saa meget større
Grund det øverste Sted paa de Dyd elskendes Liste, som han har havt mange
Vanskeligheder at bestride, førend hans Liv kunde blive saa Regel ret. Den
Afmagt til at giøre det Onde, betager os ofte Tankerne derom, den qvæler, saa
at sige, de uordentlige Begierligheder i deres Fødsel, i det ringeste indslutter
dem ligesom i Siælens forborgne Kroge og Afgrunde; Men, naar et Menneske
mangler intet, der kand sætte Lysterne i Flamme, viser han sig først at være dy¬
defuld, naar han forhindrer deres herskende Kraft. Naar jeg betragter dette,
kand jeg ey andet end underskrive, hvad en vis Skribent haver sagt: Det fal¬
der en riig Mand besværligere at komme til Viisdom, end en viis
Mand at komme til Rigdom.
