240
Saa vidt jeg seer, maa man sætte Overflødighed af Midler iblant de Ting¬
der kaste de stærkeste Forhindringer i Veyen for Dyden. Mange af de ældere
Tiders Philosophi have seet det samme, deres Lærdomme have derfor ey allene
været opfyldte med idelige Declamationer imod Rigdom, men vi have endog
saadanne Exempler, der lære os, at mange med Fliid have kastet deres Midler¬
bag sig, at deres Fremgang paa Dydens Vey kunde skee uden Anstød, som jeg
og allerede i een af mine forrige Betragtninger har anført den Thebanske Philoso¬
phus Crates, der berigede Haved med sine Penge. Vi kand ingenlunde rose
sligt Foretagende, og vi maa kalde dette at philosophere par force. Deres Philoso¬
phie er ypperligere og ædlere, der kand philosophere midt i Overflødighed, og end¬
skiønt de daglig kand beskue deres Midler, fordybe sig dog ikke saaledes i at elske dem
at de derved skulde lade sig holde tilbage fra de Pligter, som de ere skyldige at øve
Skal vi sige med faa Ord, hvad det er, ret at bruge sin Rigdom, saa kand
vi ikke udføre det paa en meere eftertrykkelig Maade, end at den, der ikke med sit
Hiertet hænger ved sin Rigdom, den, der slider sig los fra Rigdoms Kierlighed,
er allene i Stand til at bruge den ret. See vi noget dybere ind i dette, saa finde
vi i disse faa Ord fleere betydelige Puncter skiulte, end vi efter første Anseelse skul¬
de tænke. Et Menneske, er ikke elsker sin Rigdom, har gjort sig frie fra den latterli¬
ge Hofmod, som spores hos de fleste af Rigdoms ufornuftige Besiddere. Han
anseer ikke sine Midler, som en besynderlig Egenskab, der bør passere for Merite,
og ophøye ham over andre. Naar han ikke elsker Rigdom, hader han tillige de
Laster, som gemeenlig følge med Rigdom, sluttelig betiener han sig ikke heller af sin
Formue, for at bane sig Vey til Ære og opofre sig til Vellyst. Man vende sig
til hvad Side man vil, og man skal erfare, at Rigdom faciliterer alle Byrder,
giør alle Veye banede og korte, og man har derfor ikke saa megen Aarsag til For¬
undring, om alle Passioner i det ringeste middelbar føre til Rigdoms Begierlig¬
hed. De, som hverken overgive sig til Rigdoms Kierlighed, eller blive indta¬
gne af den Glands og de Forlystelser, som med den er sammenknyttede, de, som
er ligesaa langt fra Gierrigheds skidne Væsen, som fra en blind Ødselhed, kand
allene med deres Rigdom være gode Borgere, komme dem til hielp, som de ved
Slegtskabs eller Venskabs Baand ere forbundne, ja blive det Selskab til Nytte,
af hvilket de ere Lemmer.
Udfordres der intet meere, vil mange tænke, til at bruge sine Rigdomme
ret, saa bliver Vanskeligheden i Konsten ikke saa stor, som man søger at indbilde
os. Jeg tilstaaer selv, at Verden har Overflødighed paa saadanne Rige, der synes
at bruge deres Midler paa beste Maade; men, at et Skin ikke skal bedrage os, vil vi tage
os Frihed til at undersøge deres Huusholdning i dette Stykke, for at see, om deres Gierninger
svare til de Tanker, som vi giøre os om dem. Muneremporus er en Mand, hvis Religion,
Philosophie og Politiqve ere alle interesserede, han har faaet, jeg veed ikke hvorfra, de Prin¬
cipia, at hans Penge ere almægtige; han veed, at Gavmildhed er en Hoved Dyd, han har
derfore ogsaa i Sinde at øve den, og det saa meget meere, som hans Midler ere et kort Begreb af
alle hans Dyder og Fortienester. Skulde nu denne Mand beholde sine Penge for sig selv, eller
hvo vil disputere ham Plads iblant dem, der ansee Dydens Belønninger som Kramvahre, og
finde der for intet ypperligere, i hvilket de kand sette deres Midler. Manden er belæst i adskilli¬
