241.
ge Historier, og snart alle Tiders Erfarenhed har lært ham, at Gavmildhed er iblant de Mid¬
ler, der allerbest kand føre til Maalet. (*) Muneremporus er ikke saa paaholden, at han ey
skulde giøre et Bud over andre, og han meener, at hans Gavmildhed bliver saa meget meere an¬
tagelig, som hans Herold aflegger de dyreste Forsikringer om sin Clientes ugemeene Dygtighed
til at tiene Fædernelandet i vigtige Affaires. Bør ikke denne Gavmilde finde Sted iblant dem,
der anvende deres Midler efter Klogskabs Forskrift, Og kand man rense deres Domme fra
Ondskab, der sige: at, som han endnu burde staae under en Formynderes Opsigt, kand man ik¬
ke undre, at han holder saa slet Huus med sine Midler, er ikke et Menneske sig selv nærmest, og,
naar Lykken føres til Torv, bør han da ey see sig selv forsynet, Vilde man dømme ham fra sin
Kierlighed til Næsten, handlede man imod de klareste Sandheder, og Manden kunde appellere
til hundrede Prøver, som han lover at aflegge paa sit kierlige Hierte. Det er ikke enhver, som
ved Gavmildhed imod Enker søger at bane sig Veyen til Successioner, og deres Exempler ere
rare, der tilbyde Afgifter, som overstige deres Kræfter: Lad end være, at saa prægtige Til¬
bud sielden komme til Opfyldelse, og at Vanskelighederne, som man forud har seet, forbyde
Depensernes Bestandighed, saa er det alligevel Beviis nok paa et medlidende Hierte, at Løf¬
terne ere gjorte, mangler det end ofte paa Kræfter til at lade Gierningen svare til sine Ord, bør
dog Omstændighederne forbinde os til at tage Villien for Evnen, og, at man først tager Mas¬
qven af efter et par Aar, kand ikke forhindre, at jo saa gavmild en Candidat har vidst at bruge
sine Penge. Fædernelandets Beste er noget, som man just ikke altid kand have for Øyet, det er
nok, naar man siger, at intet andet er Øyemerket. En Mand, hvis Casse er i god Stand,
staaer ikke heller synderlig Fare for at forløbe sig; Landet er jo ikke fattigt paa dygtige Hoveder,
og de fornuftige Stodere tage gierne Tieneste hos forgyldte Træe-Støtter. J den Henseende
støder jeg mig meget, naar jeg stedse maa høre haanlige Domme over deres Opførsel, der
grunde deres Ret til Fortienesters Belønninger paa deres Arve Gods eller sammenskrabede
Penge. Jeg vil ikke tale om, at de, der offentlig tale om slige Prætendenter som lastefulde,
prise dem lyksalige i deres Hierter, men jeg siger allene, at de lidet gunstige Domme have gier¬
ne Misundelse til Grund, og fældes af ingen uden dem, der alleneste beskue en Sag paa een
Side, og betragter ikke det adskillige Gode, som i mange Henseende kand flyde af det virkelige
Onde. Man betænker ikke, at, hvis de sædvanlige Greb komme af Moden, blev de Fattiges
og Forstandiges Skjebne endnu langt slettere. Som disse ikke ere glimrende, naar de lade sig see,
saa ere de som Stiernerne om Dagen, hvis Glands formedelst Solens Skin bliver usynlig.
riig Mand er som en Soel, og den Glands, som han haver af sine Penge, er meere end nok til
at forbunkle til Fattige med alle deres Fortienester, hvis de Bemidlede ikke ofte igien maatte laa¬
C. Der ere mange Maader, siger vor berømmelige Danske Skribent, at vinde verdslig Høyhed og Ære
paa. Naar Ærlighed og Forstand ikke vil befordre, griber man til det tredie Middel, som er Gav¬
mildhed. Derved banede fast alle Ærgierige Romere sig Vey til de høyeste Bestillinger udi Catonis
Tider, der ved conserverede Jugurtha og Mithridates sig længe udi deres Høyhed; derved trængde
Crassus sig ind udi Triumviratet, Cæsar banede sig Vey til Verdens Herredom, Antonius holt
heele Asien, Ægypten og Græken=Land udi Slaverie. Derved opløftes ogsaa mange udi vor Tiid,
og settes paa høyeste Æres-Spidse; Hvorudover de Spanier ikke uden Grund kalde fornemme Folk
Riccos Hombres, saasom det er let for en rig Mand, sær naar han veed at bruge sin Rigdom,
føre den selsomme Maade, paa hvilken nogle visse dumdristige Romere til Catilinæ Tiider skiemte¬
at komme til Ære. L. Holbergs Helte Histor. 1. Tom. p. 18. Jeg kand ikke efterlade her at ind¬
de med Divitiani Borgmesterskab. Denne var en anseelig Mand af en fornemme Familie, havde
mange Midler, følgelig efter de Tiders Principia flere Dyder og uendelige Fortienester, saa at Val¬
let kunde aldrig falde paa en meere skikket Person; ikke destomindre syntes de egensindige Borgere,
at alt, hvad andre kunde see hos Divitianum i Overflødighed, var i deres Øyne usynligt; sammen¬
rottede sig derfor med en Deel af de u-fornuftige Patres, og førte et Asen om paa Gaderne, der over
alt var bedekket med broderede Klæder, og førte tvende Poser, der vare fylte med Romerske Mynt.
Paa Dekket var fæstet et Pergament, hvorpaa med gylden Stiil stode tegnede disse Bogstaver,
C. D. L. A. F. hvilket skulle betyde. Consul designatus in annum futurum. d. er udnævnt Bor¬
gemester til følgende Aar. Dette taabelige Jndfald blev anseet med saa forbittrede Øyne, at Hoved¬
Manden maatte tage til takke med et ringe og u-anseeligt Embede, som en Riig intet skiøttede om¬
