22.
ne Lys af de Forartede, hvor tynd blev da ikke stedse de Nødlidendes Lykke, Sandt at sige,
Pengene ere Hjul, og de ere skabte for at løbe. Mange iblant de Rige vide dette, de taale der¬
for ikke, at see deres Midler ligge i Stilhed, eller rettere at være allene; de sende dem ud i
Verden for at skaffe sig Venner, og ved disses Hielp Leyligheder til at blive forsynede med fæde
Jndkomster. Sic redit ad Dominum, qvod fult ante suum, saaledes komme Pengene tilba¬
ge med herlige Renter; Men, som de bør være i stedsevarende Bevægelse, skynde de sig til dem,
der sontenere de Bemidledes Personer, og paatage sig de Byrder, som de egentlige Forstande¬
re ey have Skuldre til at bære. En klog Fuldmægtig, der driver sin Principals Sager med
Lykke, er at ansee som en gemeen men tillige tapper og behændig Soldat: Seyeren er ikke ald¬
tid en Følge af den Commanderendes Conduite, de Gemeenes Tapperhed haver derudi den stør¬
ste Deel, skiønt Æren ofte bliver dens, hvis Feighed er ubeskrivelig, og Triumph-Støtter
opreises for den, der giør Figurer bag Busken. Den dummeste Mand kand ofte pukke paa si¬
ne kloge Mesures, sin vise Administration, vilde han tale Sandhed, burde han tilskrive sine
Penge sin Lykke, og sin Medhielper sin Forstand. Disse Betænkninger blive dog ikke alminde¬
lige; thi, ligesom vi finde mange, der ikke behøve at lade deres Sager gaae igiennem Fremme¬
des Hænder, siden de selv besidde Færdighed til at forestaae alle Ting med Fornuft, saa finde
vi ogsaa, at Fuldmægtigen ofte er ligesaa dum som Principalen, og at de Forrettede kand ven¬
te sig liden Trøst, enten de adressere sig til den ene eller anden.
Men jeg mærker min Vidtløftighed, og en Gavnildhed, der er et Foster af en fordær¬
vet Sædvane, har moxen ført mig fra min Hoved-Sag. Mine fornuftige Læsere maa selv
dømme, enten en Mand, der anvender fine Midler paa saa forvendt en Maade, kand siges ret¬
at bruge sine Rigdomme eller ikke. Jeg gaaer videre frem, for at eftersee flere Maader, paa
hvilke mange handle med deres Penge. At række de Nødlidende Haanden synes i sær at være pri¬
seligt, som det ogsaa er, men lader os see til Kilden, og vi skal erfare den ofte at være ureen, la¬
der os ogsaa see til dem, der begiere Hielp, og vi skal befinde, at mange iblant dem ere snart uvær¬
dige til Livet. Liberalis er riig og tillige gavmild, men ligesom Egen Nytte var Motiven, der
drev Muncremporum til at bruge sine Penge paa anførte Maade, saa bliver Hofmod Kilden,
af hvilken vi maa udlede Liberalis Gavmildhed. De som ikke kiende Manden, skulde snart giø¬
re ham Uret, og beskylde ham for en Kierlighed til Næsten, som han intet veed af at sige. Han
mærker, at hans Rigdom kand forskaffe ham ligesaa stor Høyagtelse, som Dyden tilveyebrin¬
ger andre, og han seer, at hans Penge har allerede gjort ham til en Afgud for dem, der bestorme
hans Casse med idelige Anmodninger; Han forlyster sig med at kunde see u-ophørlige Compli¬
menter, smigrende Lovsange, dybe Fornedrelser, og han bliver vaer, at meget af dette reyser sig
hos mange af en virkelig Høyagtelse, og er ey allene at ansee som blotte udvortes Forsikkringer.
De Straaler og den Glands, som Rigdom giver fra sig, forblinder saaledes de Eenfoldiges Øyne,
at intet er at see hos Liberalem uden Dyder i Mængde; De finde Egenskaber hos ham i Hobe¬
kal, der ikke ere til uden i deres Jndbilding, og det lidet Gode, som muelig kand findes, bliver u¬
endeligt. De sende besynderlige Forbønner til Himmelen for saa ypperlig en Borger, og de me¬
ne at Dyden tager Afskeed fra Verden, naar Liberalis bliver befordret til Graven. Manden
diverterer sig med at betragte dette, og hans Boe er derfor som et almindeligt Assistence=Huus.
Vi maa tilstaae ham dette, at af hans Gavmildhed flyder meget godt, men han fortørnes ikke,
om vi sige, at den ogsaa er ledsaget med meget Ondt: Tænker han, at han iblant andre ret bru¬
ger sine Penge, saa bedrager han sig. Vel er det sandt, at hans Midler befordre paa nogen
Maade det Selskabs Nytte, til hvilket han bekiender sig; men han sige mig dog oprigtig, om han
har gjort sig løs fra sin Rigdom, Langt fra at jeg skulde fordømme hans Gavmildhed imod de
Fattige, den er god i Henseende til de rette Nødlidende, men i et philosophisk Øye passerer den
aldrig for Dyd, saa længe den har Hofmod til Grund. Liberalis elsker sine Midler for saa vidt
han ved deres Hielp kand sætte sig i Anseelse, Kierlighed er ey den Bevægelses Aarsag, der dri¬
ver hans Gemytte, og hvor vilde det gaae med de Fattige, hvis Kierlighed allene skulde komme
dem til Hielp, og hvis hans Passioner ikke ofte udrettede det, der burde være Virkning af Dy¬
