247.
syn, eller dadle hans Huusholdning. Vi bedrage os meget i vore Tanker om
Verden, og betænke ikke, at den er en Skole, i hvilken vi skal underviises og
giøres skikkede til noget bedre; vi erindre os ikke, at det høyeste Væsen er vor¬
Lærer, og at han fører enhver paa den Vey, der iblant alle andre best fører til
Maalet. Som fornuftige Skabninger paaligger os stedse at aflegge Lydigheds
Prøver, enten det nu behager Skaberen at prøve os ved Fattigdom eller Riig¬
dom. Jeg har her intet sagt meere, end hvad Fornuften kand sige enhver, der
vil bruge den ret, og var der intet meere, der kunde stoppe Munden paa de kla¬
gende Fattige, saa var dette allerede nok. Men da den mindste Deel herudi fin¬
der Satisfaction, vil jeg omstændelig anføre de Fordeele, som jeg mener de
Fattige at have frem for de Rige.
Betragte vi begge i Henseende til Fødselen, saa seer jeg ikke, at de Riges
Børn have nogle Prærogativer for de Fattiges. De indgaae til Livet paa een
Maade, igiennem een Vey; Forskiellen er allene denne, at de Første, naar de
faae Sted i Verden, faae tillige ofte Sted i Rangen; men denne Fordeel er ik¬
ke saa stor, som den synes at være; den beviser allene, at, naar de begge opvoxe,
skal den sidste gaae bag efter den første, og hvor ofte skeer det ikke, at den sidstes
Forældre har maat give deres Andeel til den førstes Velbyrdighed, og at de Rii¬
ge have de Fattige at takke for deres Adelskab, J Henseende til deres Opdragel¬
se i de spæde Aar, synes den Fattige at have Fordeel for den Riige; thi, naar den¬
ne overgives ofte til et Skiøge=Bryst, drager hiin sin Die af sin egen Moder,
og, naar den riige Barsel-Qvinde har hundrede U-leyligheder af Besøgelser,
kand den Fattige ligge i sin Roe, og snarere blive skikket til at paatage sig Arbey¬
de. Er de Fattiges Opdragelse ikke saa kielen, saa ere deres Legemer meere sun¬
de, og, er deres Føde ikke saa delicat, saa er den derimod mere solid. De Rii¬
ge fødes ligesom for at være Dukker, de Fattige for at være Mennesker. De
Rige, for Forældrenes Overdaadighed og Kiælenheds Skyld, fødes gemeenlig
svage, suurøyede og skrøbelige af Sind og Legeme, som Poeten siger:
Qvin damus id superis, de magna qvod dare lance,
Non possit magni Messalæ lippa propago,
De Fattige, sundte, velskabte, muntre og skikkede til hvad de blive anførte,
saa jeg rimer saaledes herom:
Et Legem sundt, et munter Sind,
Det er den Beste Gave,
Som man til Arv, trods Stammens Vind,
Og blanken Dynd, kand have
Fødes hiine til Overflødighed, saa fødes de ogsaa til en Stand, der efter Mo¬
dens Anordninger udfordrer store Udgifter, fødes disse til lidet, saa kand de
ogsaa have nok af lidet, da det ene altsaa kand balancere imod det andet. En
riig Junker stoler ofte paa sin Faders Midler, eller rettere, deres Kraft, vegrer
sig derfor ved at lære det, som kand blive Verden til Nytte, naar han har O¬
