248
verflødighed af Penge, tænker han tillige at have alt andet for intet, og ordet
derfor ikke at undre, om man seer Stæderne at vrimle af riige Dagdrivere, der o¬
ve sig i intet uden at afrette Jagt-Hunde, og i Selskaber at giøre Figurer med
deres Daaser. Den Fattige seer Øyemærket med sin Skabning, og det Ar¬
beyde, som han er vant til i sin Ungdom, agter han ey for en Byrde paa sin
Alderdom.
Gaae vi videre, og betragte den Riges og Fattiges adskillige Omstændig¬
heder i Livet, see vi uden Vanskelighed, at den Sidste har i mange Ting herlige
Fordeele for den Første, og at dennes Lyksalighed er ikke saa stor, som den synes
i et Øye, der ikke beskuer den ret. Den Rige har Overflødighed af Ting, der
meget falde i Øynene, det er sandt; men kunde man tillige see de Sorger og Be¬
kymringer, der qvæle hans Hierte, skulde man ikke fælde saa gunstige Domme¬
over hans Tilstand. Et Menneske, der er omringet med Glands af Rigdom, der
er sat høyt i Veyret paa Ærens Trappe, har tillige Overflødighed paa vaagne
Nætter og nagende Sorger. De Exempler ere meget vare, der bevise, at Rig¬
dom og Fornøyelse kand boe tilsammen; man har derfor ikke Aarsag at misunde
den Rige sine Midler; han betaler dem dyrt med utallige Bekymringer og mange
Besværligheder, naar Gierrighed har bemestret sig hans Gemytte, kand hans
Begierlighed efter Guldet aldrig mættes, og hvor jammerlig bliver ikke da hans
Tilstand.
Man kand ikke sige om Rigdom, hvad man siger om andre Ting, at man¬
ved at bruge dem, mister sin Lyst til dem. Den Smag, som man finder, et
Gode, forsvinder af sig selv, naar man nyder et andet; men, naar det gielder
om Rigdom, bliver Smagen stedse uforanderlig, og Rigdommens Sødhed bli¬
ver stedse større. Jo længere man lever, jo meere synes man at blive overbeviist
om Rigdoms Nødvendighed. Den Gierrige bedrager sig ikke derudi, at han
elsker Guld og Sølv som sit ypperste Gode, men at han midt i sin Guld-Dynge
frygter, at det Nødvendige maatte mangle ham; han forvender altsaa den na¬
turlige Orden, gjør det til et Øyemærke, som allene er et Middel; han søger ik¬
ke sin Lyksalighed i at nyde Frugten af sine Rigdomme, men allene i Mueligheden,
at kunde nyde den med Tiden. Naar man altsaa vil føre en Gierrig paa klogere
Veye, kommer det ikke derpaa an, at man giver ham fornuftigere Tanker om
sine Rigdomme; man maa stræbe, om mueligt er, at kunde væbne ham imod
Frygt for det Tilkommende; men hvor vanskeligt er ikke dette Den største
Deel iblant de Gierrige har Forstand, men de ere snart alle af Naturen frygt¬
somme. De raisonnere og giøre Slutninger nok, men just dette bringer dem
paa underlige Veye. Den Frygt, som foruroliger deres Gemytte, giver og¬
faa Principia til deres Slutninger, og giør det, at de ligesom see alle muelige
Ulykker nedfalde paa deres Hoveder; Det stærkeste Skin af en bestandig Lyk¬
salighed kand ikke formaae dem til at haabe den, og de regne sig iblant Jordens
klogeste Jndbyggere, fordi de ved at frygte for alle Ting, desto bedre kand be¬
væbne sig imod det Tilkommende.
