249
Jeg har med Flid giver disse Betænkninger, at de Fattiges Fordeele kunde
blive desto klarere. Naar jeg sammenligner begges Tilstand, tør jeg sige, at
den Fattige og Fornøyede er Riig, og at den Gierrige allene er Fattig, at den
første er lyksalig, men den sidste ikke. Begge komme derudi overeens, at de ere
Slaver; men den Gierriges Trældom er haardere og tillige ulyksaligere end den
Fattiges. Cicero siger i sine Paradoxer, Mon den er fri, der lader sig bestyre
af en Qvinde, Vi vil forandre hans Ord, og sige: Ulon den er fri, der
lader sig beherske af sine Lyster: Den Fattige slider for sin Føde; men
Trældommen er intet, naar den ikke skeer tvungen. Arbeyder han om Dagen,
saa sover han desroeligere om Natten, og hans Aag er saa meget mindre besvær¬
ligt, som det drages i sær af hans Legeme. Den Gierriges Arbeyde omvexles
ikke med nogen Hvile, og hans Slaverie er saa meget meere vanskeligt, som det i
sær drives af hans Sind. Samler han nogle Penge, saa veed han ikke at
bruge dem, og luurer han paa Renter, saa har han mange Bekymringer, in¬
den han finder fordeelagtige Steder, hvor han kand sætte sine Midler. Naar
han udsender sine Penge, for at forøge sine Fordeele, forøger han tillige sin U¬
roe i Sindet, helst naar han frygter at miste saavel Hoved-Stol som Rente¬
spiller hans Debitor Banqveroute, saa løber han af Skindet, og en liden For¬
liis er ofte nok til at drive ham til Strikken. Har den Fattige ingen Penge, saa
har han heller ingen Møye med at employere dem; kiender han intet til Guldet,
saa qvæler han sig ikke heller for at eye det; og har han intet at vinde, har han
heller intet at tabe. (?) Som den Gierrige faaer aldrig nok, saa bliver han og
aldrig Rig; som den Fattige er fornøyet med hvad han har, saa fattes han intet,
og er stedse Riig. En ulykkelig Hændelse kand bortsmælte den Riges Midler; Jl¬
den kand fortære hans Boeliger, Fiender borttage hans Eiendomme, og hans
Bedrøvelse bliver derover ubeskrivelig; Den Fattige, som har intet at miste,
bliver i alt dette ubevægelig. Det er mærkeligt, hvad Plutarchus fortæller om
en Mand, der ved sin Herres Gavmildhed havde samlet anseelige Midler, denne
sagde, at hans Tilstand var forandret til det Verre, og at hans Elendighed nu
var saa stor, som den kunde blive. De Hørende, der agtede ham iblant Lyksa¬
ligheds Besiddere, forundrede sig over dette, og spurdte om Aarsagen til hans
ynkelige Klage; han svarede intet uden dette: Jeg sukker allene, fordi min
Herre har af en fattig Mand gjort mig til en riig Mand, Fattigdom er
visselig et Onde, som ikke alle Mennesker kand finde sig i at bære; men jeg troer,
at deres Tall er endnu mindre, der have Skuldre til at bære Rigdom. En gam¬
mel Philosophus siger derfor ikke uden Aarsag: Løb ikke med saa stor Hidsighed
efter Ære og Rigdom; thi Livet er intet uden en Skueplads, fra hvilken du
snart maa rykke bag Forhænget; betænk derfor, om det er Umagen værd, at
giøre sig meget Arbeyde for at spille en Person i Verden, der er nedsiunken i man¬
ge u nødvendige Sorger.
) Ditismetire tus, tum perdere poli¬
Omnia, qvod postm perdere, til habe.
