253
No. 30.
Udgivet den 4 Decemb. 1744.
Sælges udi E. H. Berlings Bogtrykkerie for 2. Skilling.
Felices ter & amplius.
Divulsus qverimoniis,
Qvos interrupta tenet copulla, nee malis
Horn.
Suprem citius solvet amor die.
J¬
eg har stedse forestillet mig, at mine Tanker om Ægteskab ere i mit niende
Ark saa tydelig lagte for Dagen, at ingen af mine Læsere skulde have Aar¬
sag enten til at give mig Sted iblant dem, der ligesom stride med hinanden om at
kunde kuldkaste Ægtestandens uryggelige Grunde og helligste Stiftning, eller
at sætte mig i Linie med dem, der ansee et hvert Ægteskab som overeenstemmende
med Stifterens Anordning og Standens Øyemerke. Men endskiønt jeg i den¬
ne Sag har udladt mig paa det klareste, saa har jeg dog ey kundet undgaae een
og anden Critiqve, i Besynderlighed er mig for nogle faa Uger siden overgivet et
Brev fra en Ubekiendt, og maa jeg tilstaae, at Skrivelsen var ligesaa fornuftig
som vidtløftig, hvorvel jeg fandt i den et og andet, der efter mine Tanker ikke
saa vel var overlagt, men grundede sig til Deels paa en Præsumtion.
Anledningen til denne Correspondence har jeg selv givet, skiønt imod min
Villie. Jeg veed ikke, hvor det kom sig, at jeg i min Betragtning over Pro¬
curator Væsenet, gav Processer og Hustruer et Navn, kaldende begge et for¬
nøden Onde. Jeg nægter ikke, at disse Ord syres noget haarde, og jeg til¬
staaer, at jeg ingenlunde havde givet min ilende Pen Frihed til at indføre de
samme, hvis jeg forud kunde have ventet, at man deraf vilde uddrage saadanne
Følger, som jeg med Forundring maatte læse i det ovenmældte Brev. Nu bli¬
ver det ikke mueligt, at igienkalde eller udkradse det, som er skrevet, og, naar
jeg allene siger, at Ordene, hvis Sandhed i Henseende til mange er øiensynlig,
ikke bør agtes almindelige, eller hentydes paa alle, meener jeg at have sagt til
min Retfærdiggjørelse og Undskyldning, alt hvad behøves.
De fornuftige og efter Billighed dømmende Læsere støde sig ikke paa et par
Ord i en Linie, der er uden for en Skribentes Hoved-Sag, og de Erfarne see
lettelig, at jeg hverken er den eneste eller første, der saaledes har skiemtet med en
anseelig Deel af det deylige Kiøn. Vi have mange Skribentere af det fornuftige
Slags, der have funder sig forbundne til at give Qvindernes Portraits endnu i
en høyere Farve. Efter en anseelig Mands Vidnesbyrd har den Franske
Poet ikke tilladt sin Geyst at gaae uden for Sandhed, naar han siger om¬
Fruentimmeret:
