263.
pe-Retten, sidder han ved sin Bog, og naar hans Naboer slaaes med deres Hu¬
struer, forlyster han sig ved at tale med de bedagede Mænd, der endnu leve i deres
Skrifter. Han er som en Mand, der staaer ved Havbredden, og uden Fare kand
betragte de rasende Bølger, og de undergaaende Skibe. Jntet kand forstyrre
hans Roe, uden hans Venner, der idelig bede ham at tage sig en Hustrue. De
sladdre for ham om tusinde Aarsager; de vise ham uendelige Fordeele; de betie¬
ne sig af geistlige og verdslige Meglere, af Qvinder og Jomfruer, alle disse slaae
paa een Streng, og prædike i een Tone, og vi kand sige, at intet foruroliger ham
meere end det samme. Han har sagt os i Dag, at han veed ingen beqvemmere Maa¬
de, paa hvilken han kunde herefter forekomme saa idelige og fortredelige Raadgi¬
vere, end at sende Spectator sine Tanker, at han kunde giøre dem offentlige i sine
Papiirer.
Vi maatte blive alt for vidtløftige, om vi vilde anføre alle de Aarsager, der
have bragt ham paa Eenligheds Tanker; vi vil lade os nøye med at give Eder de
fornemste: Han har nøye overveiet efter Fornuftens Regler, hvad man imod
hans Principia kunde have at indvende, han er vel ikke af Naturen en Fruentim¬
mer-Hader, men han er ikke heller en blind Tilbedere af det deylige Kiøn. Han
løber vel ikke med mange udaf Stuen, saa snart en Jomfrue indfinder sig, men
han søger ikke heller Fruentimmeres Selskab med synderlig Længsel. Fra hans
attende til tredivte Aar saae han sig i saadanne Omstændigheder, at han lettelig
kunde have besluttet at tage sig en Kone. Men fra den Tiid har hans Venners
Exempler, hans reene Fornuft og hans lange Overleggelse gjort det, at han
endelig har fattet det uforanderlige Forsæt, ugift at gaae til sin Grav. Han vil ik¬
ke, at Kone eller Børn skal være i Traur efter hans Død, og Poeterne skal ikke
blive feede, enten ved at lyve ved hans Brøllup eller Begravelse.
Han er, som vi andre, en Elsker af den Voltiske Philosophie, og denne har lærdt
ham, at Sigtet af alle hans Handeler skal være hans egen Fuldkommenheds Be¬
fordring paa mueligste Maade. Nu finder han, at han ved Hielp af en Hustrue
ikke kand giøre sin Tilstand meere fuldkommen, end den er, sluttelig siger Fornuf¬
ten ham, at han stedse skal fordrive Ægteskabs Tanker; har J Taalmodighed at
læse hans Grunde, tor J maaskee i dette Stykke forandre eders Meening. Han
haaber, at man tilstaaer, at et Menneskes beste Dage, og at den deyligste Perio¬
dus i hans Liv begynder fra hans femtende Aar, og strækker sig til den Tiid, da
store Sorger og Bekymringer anfalde ham i Mængde. Disse besværlige Byr¬
der meener han at tage deres Begyndelse med Ægteskab. Han henter sin Viisdom
af de gamles Munde, og han har ofte ladet sig forstaae med disse Ord, som han
har læst hos en gammel Philosoph: Ægtestand er er født Onde, som Men¬
neskene gierne ønske sig. Seer du ikke, at Guderne lede Menneskenes
Natur derhen, at de fatte Begierlighed til at gifte sig for at skaffe Jor¬
den Jndvaanere. Hvis alle Mennesker vare kloge, saa skulde man iblant
halvtrediesindrive ikke finde en eneste, der skulde tage sig en Hustrue,
