264
Den Farrige, som træder i Ærestand, giør sin Elendighed dobbelt,
han er i Sandhed ret jammerlig; thi han beslutter paa sin Brøllups
Dag sin Glæde i Livet, og han begynder sin Elendighed med Musik
og Liire-Spill. Dog skulde disse Ord ikke kunde formaae ham til at bortjage
Ægteskabs Griller, hvis han ey havde en nyere og anseeligere Veyviiser, jeg mee¬
ner den store og vidtberømte Leibnitz, der ved saa men fyndige Ord har meddeelt
Verden sine Betænkninger om Ægteskab, naar han kalder det en god og nødven¬
dig Sag, dog saadan een, som en fornuftig Mand bortage i Betænkning, saa
længe han befinder sig i Livet.
Saadan en Mand stræber vores øverste Hoved at vise sig, og han slutter, at
den, som underkaster sig nye Bekymringer, ved at forandre sin Stand, behøver
ey at aflegge større Prøver paa sin Uforsigtighed, og ingen kand med Billighed gi¬
ve ham Sted paa de Fornuftiges Liste. En Mand, der lever uden for Ægteskab
bebyrdes ikke med Sorger uden for sig selv; hans Gemytte er entlediget fra de na¬
gende Bekymringer, som plage de Gifte; han finder, at de Uleyligheder, som mo¬
de ham i sin Eenligheds Stand, ere store nok, at han ey skulde mangfoldiggjøre
deres Tal, ved at bøye sine Skuldre under et nyt Aag, og uden Fornødenhed be¬
læsse sig med fleere utaalelige Byrder.
Naar han undertiden tænker paa Ægteskab, møde ham saa mange Van¬
skeligheder, saa uendelige Besværligheder, at han ikke noksom kand forundre sig
over dem, der uden Betænkning med saa stor Glæde kaste sig i de svareste Læn¬
ker. Han stiller sig de Vanskeligheder for Øynene, som han havde at bestride, før¬
end Ægteskabet kunde gaae for sig; han kiender Beskaffenheden af sit eget Gemytte,
og han seer, at, naar Ulyksaligheden ikke skulde blive alt for stor, maatte han have
en Hustrue, hvis Sinde=Laug kunde stemme overeens med hans han maatte
lede efter den, der prydede sig med virkelige Dyder, der ved en fornuftig Omgang
kunde giøre ham Livet fornøyeligt; og han tænker, at han saa længe maatte søge,
indtil hans blomstrende Aar bleve omvexlede med den graa Alder. Erfarendhed
har lærdt ham, at tvende Forenede, der have ulige Tilbøyeligheder, skienke sig selv
med daglige Bitterheder. Fruentimmeres Affecter ere i Almindelighed heftige;
Kierlighed, Had, Vrede, Hævngierrighed og andre deslige Passioner staae ge¬
meenlig hos det smukke Kiøn ikke under Fornuftens Herredømme, og hvor stor
venter han ikke sin Ulykke at vilde blive, hvis den ugunstige Skjebne skulde kaste
ham saa ufuldkommen en Ægtefælle i Armene?
Han lader andre beraabe sig paa de Sødheder, som Ægteskab giver dem han
lader Titium prale af sin Hustrues Rigdomme, der have bragt ham i Veyret;
han misunder ikke Sempronto sin Lykke, der kand rose sig af paa eengang at ha¬
ve faaet Spartam & Martham, de en Kone med et Embede i sin Lomme; hans
Øyne lade sig ikke af saa skinnende Farver forblinde, og han tænker, at alle saa¬
danne Herligheder kand ikke qvæle een eneste nagende Smerte, eller til intet giøre
de paafølgende Viderværdigheder.
