265
Det er mueligt, at Manden, sit Val kunde blive lykkelig, og see sig forsynet
med en Ægtefælle, der var prydet med de skiønneste Dyder; men mon han derved
kunde giøre sin Tilstand meere fuldkommen, ingenlunde. Jo fleere Dyder hans
Hustrue besad, jo fødere hun kunde giøre hans Liv, jo smerteligere blev og hendes
Afskeed, og jo bedrøveligere den Efterladtes Tilstand. Lad være, at han selv først¬
skulde forlade de levendes Lande, saa erindrede han sig de mange bedrøvelige Ti¬
mer, som hans Hustrue maatte have altsaa enten Døden borthentede den eene
eller anden, blev hans Tilstand dog ulyksalig, og den Frygt, han daglig maatte ha¬
ve, for at giøre en anden ulykkelig med sig, fordobblede ikkun hans Angest.
Vi haabe, Hr. Spectator, at J ikke anseer disse Betænkninger som intet bety¬
dende Udflugter, eller sære Capricer, der allene kand avles i fordærvede Hierner;
vi tænke, at J seer Styrken af deres Grunde; men vi maa tillige erindre Eder, at
de i Henseende til andre meget vigtigere, kand synes svage og skrøbelige. Vor Præ¬
ses gaaer i sine Overleggelser videre. Han seer Ægteskabs fornemste Øyemerke,
og han venter, at, om han sluttede Contract med en Hustrue, vilde hun sluttelig giø¬
re ham til en Fader. Hermaa han atter standse, naar han betragter de store og o¬
verflødige Bekymringer, som i denne Periodo vilde møde. Saa meget reenere og
heftigere den Kierlighed var, med hvilken han elskede sin Hustrue, saa meget større
vilde og den Bedrøvelse blive, naar han forestillede sig de med Barsel-Sengen føl¬
gende Smerter. En reedelig og kierlig Mand, der seer sin Hustrue at svæve imellem
Liv og Død, og sin Glæde at tage Ende med hendes Afskeed, skulde han vel kunde
imodstaae den Mængde af uroelige Tanker, og de store Mistrøstelsers Bølger, der
vilde overskylle hans elskende Hierte, Et Menneske, der nu selv udgiver sig paa
saa farlige Vande, og utvungen blotter sit Sind for saa stormende Bekymringers
Vinde, skulde han kunde siges at befordre sin Fuldkommenhed, Er ikke den Roe¬
lighed i Siælen et kort Begreb af den menneskelige Lyksalighed, saa længe man
endnu er en Borger i Verden, og kand den have Ord for at handle fornuftig, der
forud seer en u-omgiængelig Kummer, og dog ligesom styrter sig selv i Elendigheds
Afgrund,
Men, siger han fremdeles, jeg sætter, at min dydige Hustrue lykkelig overvin¬
der fine Smerter, og at Himmelens Forsyn glæder mig med en Arving; jeg sætter,
at denne voxer til, og bliver en Søn af største Forhaabning; mon da den Fornøyel¬
se, som skiænkes mig ved denne sande Lyksalighed, kand befrie mit Sind fra Uroe¬
og Frygt, Var min Jndsigt og Eftertanke mindre, torde maaskee mine Bekym¬
ringer blive færre, og kunde jeg ikke saa tydelig see en retskaffen Faders Pligter,
skulde jeg vel ey tage mig mine Børns Opdragelse saa nær, burde jeg ikke erindre
mig, at vel opdragne Børn ere de stærkeste Støtter for et Rige, og maatte jeg ik¬
ke frygte for det svareste Ansvar, om jeg bebyrdede mit Fæderneland med uduelige
Borgere. Sandelig jeg kiender saa meget til mine egne Egenskaber, at jeg ingen¬
lunde finder mig skikket til at kunde opdrage mine Børn med den Omhue, som jeg
burde, og naar jeg med Bedrøvelse betragter mange Forældres fordømmelige Ef¬
