267.
saa meget Væsen af i Eders sidste Blade, skulde jeg ikke blive den sidste, der vilde
opløfte det til Skyerne. Vel maa jeg tilstaae, at mine Absigter ikke var saa alde¬
les uskyldige, og mine Veye ey saa reene, som de burde; Jeg lod mig bedrage af to
røde Kinder, og deres Glands forekom mig saa meget deyligere, som jeg vidste, at
min Hustrue havde noget til beste, ikke desto mindre kand jeg ey tilskrive min egen
Opførsel mitelendige Liv. Hvo kand omgaaes sin Kone med større Kierlighed, og
hvo har paa en meere lemfældig og venlig Maade stræbt at bringe hende paa fre¬
delige Tanker, Dette saa ulyksalige Huus=Kors har jeg i otte Aar fordraget, og
mine Øren ere saa trætte af at høre hendes skiendende Tunge, mine Øyne saa kiede
af at betragte hendes urimelig Adfærd, at jeg hver Dag længes efter den lyksalige
Stund, da Døden kunde giøre en ønskelig Skilsmisse. Hun var mig mindre be¬
sværlig, hvis hendes Hukommelse var svagere, naar hendes oprørte Galde sætter
Tungen i Bevægelse, maa jeg ey allene høre hendes anseelige Medgift, men hun
kaster mig endog alle mine forbigangne Daarligheder i Næsen, saa jeg ey har nø¬
dig med hiin at ønske, at Himmelen vilde igiengive mig de fremfarne Tider, men
jeg siger heller med Porten.
Nupta mihi est uxor, quæ, ut primum rixa coorta est,
Præteritos annos & mea facta resert.
Hverken nægter jeg de dyd-elskende Qvinder deres velfortiente Roes, ikke heller
misunder jeg de Mænd deres Lykke, der kand glæde sig ved dydige og venlige Hu¬
struer; men at vilde prædike for mig om de Fordeele, som gives i Ægteskab ved en
fornuftig og exemplarisk Hustrues kierlige Condulte, er at fortælle mig en mørk
Tale, at hvilken jeg intet forstaaer uden de blotte Ord.
J vores Selskab skal J ey finde een eneste Lem, der jo klager over samme Skjebne, og u¬
den for det kand jeg forestille Eder den ulyksalige Phillander, der ved sin myndige og arrige Qvin¬
des uroelige Væsen hartad er bragt til de største Yderligheder. Den medlidende Mand forbarme¬
de sig over Qvinting, da hun stod Fare for at blive forledet til adskillige Daarligheder, og hvis
han ey havde uddraget hende af de Snarer, i hvilke hun allerede var falden, vilde hun maa¬
skee have bleven sin Faders Huus til en liden Ære. Hun syntes at skiønne paa sin Befrieres
Godhed i de første Tiider; men hun forlorede snart sin første Kierlighed, og hendes Ansigtes
yndige Skikkelse kand ikke forbyde, at jo Manden agter hende for en yndig Dievelinde. Hiin
Byzantinske Orator, der havde et fedt Legeme, tilstod om sin Kone, der endnu var feedere,
at, som de begge kunde forstaae hinanden, kunde de ogsaa hvile hos hinanden i een Seng,
men naar Qvintina raser for Alvor, bliver det gandske Huus, jeg vil ey sige Sengen, hende
for snever. Det er lidet, at hendes Mand undertiden maa forlade sit Leye, naar den uroe¬
lige Qvinde ofte tre gange om Natten prygler Pigen af Sengen, for at legge Dynerne efter
de magelige Lemmer; men det er en stor Ulykke for Philander, at han ey kand see mildt til et
andet Fruentimmer, uden strax at have sin Kone i Peruqven. Hendes forbittrede Hierte gi¬
ver hende de Ord i Munden, ved hvilke hun prostituerer endog den Uskyldigste, og, endskiønt
jeg just ikke vil være garant for hendes Mands Oprigtighed, troer jeg dog, at hun ofte giør
ham Uret, hvorom all Ting er, saa er Phillander ligesom indsluttet i et jordisk Helvede, og
hvo er den, der vil paastaae, at han og de, der have hans Lykke, skulde i deres Ægteskabe ha¬
ve Fordeele, J saadanne ulyksalige Huuse række den ene Last den anden Haanden. Qvinting
er ligesaa om over sine vanartige Børn, som hun er trodsig imod sin Mand; hun tillader dem
alle utilladelige Sager, og hun hører med Fornøyelse paa deres klygtige Laster. Naar jeg
