281
Hustruer, at de enten holde deres Mænd for Vidunder, eller
ansee dem som Afguder. Fald ikke, ædle Madame, til nogen af
disse Yderligheder. Stræb, at hendes Øyne kand see de Egenska¬
ber, som hos hendes Mand virkelig kand findes, men stræb ogsaa,
at hun ikke seer dem, som han ey besidder. Lad hendes Kierlig¬
hed ikke gaae saavidt, at, fordi hun maaskee kalder sin Mand en
Engel, hun derfor skulde dømme ham at være den. Selv taaler
han ikke, at hun mangfoldiggiører hans Dyder og Forstand i hans
egne Øyne, og spørger han, at hun i Nærværelse af andre giør
ham til meere end et Menneske, kand jeg ikke sige hende frie for
en tilbørlig Correction.
Det er en stor Post, at hun i Tilde giør sig de rette Begre¬
ber om sit Ægteskab, at ikke falske Forestillinger skal føre hende
paa ureene Veye. Hun farer vild, om hun tænker, at et Fruen¬
timmer, der træder i Ægtestanden, faaer tillige Friehed til at gi¬
ve alle Passioner Tøyelen, og at den Jngetogenhed, det maneer¬
lige Væsen, som hun burde vise i sine Jomfrue=Aar, vil blive
hende til Smittee, naar hun er gifft. Hun bedrager sig ogsaa om
hun anseer Ægteskabs fornemmeste Øyemærke med saadanne Øy¬
ne, at fordi To blive samlede for at formeere Verden, derfor skul¬
de deres Forening gaae ud paa en idelig Opfyldelse af de bræn¬
dende Lyster. En dydefuld Mand bliver snart kied af at være en
Boler, og en dydelskende Dame betragter sig som den, der ved sit
Sinds ædele Gaver i sær bør komme sin Mand til Hielp, og un¬
derstøtte ham ved fornufftige Raad i paakommende Vanskeligheder.
Jeg veed, høytærede Madame, at Dormene er hendes Na¬
boerske, men jeg raader hende som en Ven, at hun ikke træder i
saa ureene Fodspor. Alle Fornuftige støde sig over denne Qvin¬
des selsomme Conduite, og de Tanker, som de giøre sig om Hen¬
des Væsen, ere langt anderledes, end hun maaskee selv indbilder
sig; een gang har jeg været i hendes Huus, men jeg betænker
mig længe, førend jeg kommer igien. Hun satte sig ned ved sin
Mands Side, og hendes Opførsel imod ham foraarsagede mig
Væmmelse. De idelige og utidige Omfavnelser, de kielne Ge¬
bærder, de naragtige Titeller kunde jeg ikke ansee uden Mave-Pi¬
ne. Et hvert Ord beseglede hun med et Kys, og hun nævnede han
aldrig uden hun tillige kaldede ham sin Griis.
