283
af Moderen, og naar han sætter sig paa den, falder hun den i
Besvimmelse; Tre Dage bortdriver hun med Graad efter hans
Afreise, og, naar hun ikke med hver Post faaer et Brev, er hun
færdig at giøre Anstalter til en Sørge Dragt. Det bliver ikke
Manden mueligt at sette Foden uden for Dørren, med mindre
han først maa sette en Dag, paa hvilken han kand ventes, og,
naar end og de haandgribeligste Forhindringer tillade ham ik¬
ke at holde sit Løfte, bejamrer hun sin Elendighed, sukker over si¬
ne Forældre, der have overgivet hende til saa ukierlig en Ægte¬
fælle, som saa lidet veed at skiønne paa sin Hustrues Dyd, som
vanskaber sig med det ubarmhiertigste Gemytte, som kand taale
sin Hustrues daglige Jammer, og med saa stor Kaaldsindighed
betragte hendes Kierlighed. Jeg vil ikke med mange beskylde Ab¬
surda for et stort Hyklerie, og vil tilstaae, at hendes indvortes
Væsen kand svare til det Udvortes, og, omendskiønt det vel ikke
mangler paa saadanne Qvinder, dermed alle deres Taare ved de¬
res Mænds Bortreyser have et Hierte, der ikke er saa oprigtigt,
og skulle vel, som en fremmed Skribent siger, være færdige til
at give den en god Drikke Penge, der kunde fortælle dem, at
Manden underveys havde brudt sin Hals, eller som hin forlovede
Møe, der paa sin Bryllups-Dag ønskede, at Brudgommen, som
var i vente, maatte blive paa Dybet med Top og Tavl, saa vil
jeg dog ikke sette Absurdam i Linie med disse; Men hvorledes hen¬
des Opførsel er eller ikke, saa finder jeg dog hendes Væsen af den
Beskaffenhed, at Madamen, der er bleven lykkelig ved saa brav¬
en Mand, ingenlunde maa vise sig hendes Abbe, hvis hun ellers vil
undgaae de Fornuftiges Domme, og conservere sig i sin Mands
Yndest.
Det skulde vel heller ikke være forgieves, om jeg vilde raade
hende, ikke altid at forlade sit Huus, for at giøre sin Mand Com¬
pagnie, naar han maatte finde for got at besøge sine Venner, ik¬
ke heller at anstille sig utaalmodig, naar hun lader ham gaae
allerne. Seer hun ikke, at de Hustruer, der forsee sig i dette
Stykke, giøre sig ofte ufordragelige, og lader det ikke ilde, om
hun ved at træde i deres Fodspor, skulle vise, at hun havde intet
at giøre uden at see paa sin Mand, Efterfølger hun herudi mit
