200.
vigtig, som den anden, See vi ikke at et fromt Gemytte kand
ved Omgang med Onde blive skammelig fordervet, og mon Man¬
ges Ægteskabe skulde blive saa ulyksalige, hvis Parterne i at ud¬
vælge Selskab havde været meere forsigtige: Jeg tvivler ikke paa,
at jo Mange vil mælde sig, for at søge hendes Venskab, men tag
sig vare, at hun ikke betroer sig til dem alle. Det er ikke stedse
et tilforladeligt Mærke paa et dydigt Fruentimmer, at man veed
intet at sige om hende, som pleyer at bringe hendes Kiøn i en slet
Renomme; lad sig derfor ikke bedrage af falske Farver, og vil
hun lade mit Raad blive sin Regel, skal hun med mueligste Fliid
holde sig fra alle Qvinder. Stands ikke ved saa selsomt et For¬
slag; og ansee mig ikke for rasende, førend hun kand giøre det med
Grund. Kunde hun i at udvælge sig Venner blive lykkelig, og
kunde hun treffe de dydelskende Damer, som virkelig findes, skul¬
de det være langt fra mig, at jeg skulde skille hende ved den Op¬
byggelse, som hun kunde nyde i Sandhed ved at have deres Sel¬
skab; men da disse ere meget rare, maa jeg viise hende den sikker¬
ste Vey.
Jeg seer lettelig, at denne min Erindring vil blive kastet i
Veyret, jeg vil derfor søge at bevæbne Madamen ved nogle faa
Anmærkninger imod de adskillige Snarer, som visselig vil møde
hende, naar hun omgaaes med Lastefulde Qvinder. For alle Ting
maa hun stoppe sine Øren, naar den sladdrende Vafrina vil fore¬
skrive hende Ægteskabs Regler, og vise hende, hvorledes hun skal
omgaaes sin Mand, hør hvad hun siger, men fat stedse det al¬
vorlige Forsæt at giøre tvertimod. Viis sig saa ædelsindet, at
hun foragter alle de Konster, som anviises hende til at faae Her¬
redømme over sin Mand, og hans Hierte ligesom i sin Haand.
Skulde man raade hende, snart at være smigrende, snart forbitres,
mart at skielde, snart at græde, allene for at faae Manden efter
sit Hoved, og selv at kunde naae sine Absigter, saa fordom i sit
Hierte saa farlige Konst Greb, og bliv aldrig findet at øve
dem.
Det bliver hende ikke til Beskiemmelse, om hun omgaaes
med fornuftige Mand-Folk, og viis sig ikke som den enfoldige Da¬
phned, der bliver bange og løber, saa snart hun seer en fremmet
