29.
At prise Kydskhed, hvor den kand i Sandhed findes,
At rose dennem, som ved Dyden sammenbindes
Er ikkun Bagatel og idel Børne-Verk,
Til sligt behøves ey en Hierne, der er stærk.
Ney prøve paa din Konst du maa i andet vise,
Du Bruden maa for en forjaget Kydskhed priise,
Den Dyd og Deylighed, som intet Øye seer
Du mærker derimod af Brudens Øyne leer.
Hvo understaaer sig vel om saadan Møe at sige,
At hun i Brude-Seng, ey dandser som en Pige,
Skiønt hun sig havde gift, da hun var fjorten Aar
Hun dog som Jomfru i sin Brudgoms Tanke staaer
Hun Femten elsket har, men skulde jeg vel skrive,
At Manden, som hun faaer, den Sextende skal blive?
Ney Elskov aldrig har bemestret hendes Bryst,
Før hun til Patiens fik aller første Lyst¬
Lyksalig Brudom, der faaer saadan Møe i Eye,
Der priselig har lært at dandse, spille, neye,
Der i et Vindue har lært Oeconomie,
Der Dyden agter for det største Narrerie.
giver sig kun hen til Verden at formeere,
Der
Og altsaa viselig vil gifte sig med fleere
End den, som finder sig ved hendes høyre Haand,
Som hun er bunden til ved Ægteskabets Baand.
Skiønt Bruden er en Gaas, der ey en Grød kand lave,
Der kiender ey et Sviin og saltet Toske-Mave,
Der ikke skielne kand imellem Hør og Blaar,
Der løber udi Skiul, saa snart hun seer et Faar,
Saa siger jeg dog reent, hun bærer Dydens Stempel,
Og udi Huuslighed er uden alt Exempel,
Hvad skaffed hende vel saa brav en Ægte-Mand;
Gudfrygtighed og Dyd med deyligste Forstand.
Madame, jeg seer, at hun falder i Afmagt, og jeg raader hen¬
de, at hun for at forekomme Daanelse, tager sit Hoved-Vands Eg af
Lonien, som hendes første Kiereste forærede hende, at hendes Sygdom
ikke skal giøre hende uskikket til at igiennemlæse det Tilbagestaaende,
