39.
strues Samtykkel lader det ikke kiønt, at en Mand, der ellers er stolt, og fordrer
Ære af enhver, skal være en Vasal af en Qvinde, og maa man ikke undre over
hans Lydighed, at han ved første Ordre i offentlige Samlinger maa tie som en
Hund, Saa stor Underdanighed kand hun ikke, høytærede Madame, vente af sin
Mand, og vil hun lyde mit Raad begierer hun den aldrig.
Skulde hendes Mand, som et Menneske, forfalde til nogle Skrøbeligheder,
saa søg ikke, ved at bebreyde ham de samme, at giøre sig ham forbunden. Det er
slutteligt, at en Mand, som elsker sin Hustrue oprigtig, har i Særdeleshed For¬
troelighed til hende, og det skeer ofte, at han gjor hende deelagtig i saadanne Han¬
deler, der med rette burde forties. Skulde dette skee, ædle Madame, haaber
jeg, at hun beflitter sig paa Taushed, og opfører sig ikke som de aabenmundede
Qvinder, der gierne blive de første Herolder, af hvis Munde man kand høre de¬
res Mænds hemmelige Jdrætter. En gammel Hedning har anført Taushed,
som et ubedrageligt Mærke paa en god Qvinde, og hvis dette Kiende-Tegn holder
Stik, maa vi lade de Tanker fare, som vi ofte gjøre os om Manges Klogskab.
Jeg har ofte hordt Madamen at drive Spot med de store Pedanter, og hen¬
des Reflexioner har undertiden været ligesaa artige, som sandfærdige, men tænk¬
en, at jeg i dette Stykke skulde nægte Fruentimmerne deres velfortiente Roes, og
indbild sig ikke, at jeg jo iblant Qvinder finder mange Pedantinder. En Pedant
er et Menneske, der har med intet at giøre uden sig selv, og, naar denne Afridsning
er tilstrækkelig, mærker hun strax, at mine Tanker ere grundede. Enten Pedan¬
terie findes hos den eller den, bliver det i mine Øyne en Feyl, der gjør sine Elskere
til en Latter, og skulde det da være forgiæves, om jeg beder Madamen; at tage
sig vare for den samme, forestil sig ikke, at Philauting er, som hun vil, synes at
være, angenem og fornuftig; hvor hun befinder sig taler hun stedse om sig selv, og jeg
maatte i gaar forlade hendes Selskab, fordi hun besværgede sig over det onde Veyr,
der forbød hende at aflegge sine skyldige Visiter, og at faae sin Tvet fra Haanden¬
Hun talede om Caffeens Virkninger at den betog hende Søvnen, og hun lod en¬
hver vide, hvad hendes Huusholdning koster hende aarlig, og hvormeget hun i
Vinter agter at lade spinde. To Timer kand hun bortdrive ved at føre Ordet allee¬
ne, og vil man med faa Ord give en Hoved-Sum af hendes Tale, har hun fortalt
hvor mange gange hun har været lykkelig i a Pombre, og hvorvidt hun i Forgaars
avangerede paa sin Ramme. En Dame, der vil ansees for at have et høyt Gemyt¬
te og besidde Fornuft, skulde hun saaledes giøre sig til af intet betydende Sager og,
naar hendes Beretninger ikke ere af større Vigtighed, burde hun da vel anmasse sig
Rettighed til at tale allerne, og giøre sig besværlig for de Nærværendes Øren?
Jeg veed ikke hvor det kom sig, at jeg i dette Øyeblik tog Feyl af Sandhuuset,
og besudlede mine Papirer med Blek; var jeg hengiven til Overtroe, maatte jeg snart
ansee dette Misgreb som et slet omen, og tænke, at mine Erindringer bleve forglemte,
i det de bleve læste; men mine Tanker om saa fornemme en Dame ere meere raisonab¬
le, og har hun givet sig Tid til at læse det første, bliver hun ikke utaalmodig ved at
