298
eftersee det sidste. Som hendes Moderer bekiendt for en raffineret Frue saa vid¬
ler jeg ikke paa, at hun jo har underviist sin Datter i de meest vigtige og fornødne
Puncter, sluttelig har hun ikke forglemt at veylede hende til at føre en fornuftig
Huusholdning. Det skulde giøre mig ondt, om hun i Mangel af saa nyttig en Lær¬
dom skulde, som mange Hustruer, blive nødt til at overlade Oeconomiens Bestyring
til Fremmedes Omhue, og giøre Byen fattig for Medhielpere, naar hendes Mand
undertiden indbyder Giester. Tænk ikke, at det er en Skam for en Dame af An¬
seelse at sætte Foden i sit Kiøkken, og bild sig aldrig ind, at hun paa saadanne Ste¬
der har intet at giøre, uden naar hun vil skielde paa sine Piger. Monikke Manges
Vankundighed i saa betydelig en Post har styrtet Mændene i Armod, og naar en
hver Hielpe-Qvinde skal af Spise-Kammeret have sin Andeel, hvo vil da undre om
det snart kand blive tømmet hendes Mand er ikke sindet som mange andre, der af
en utidig Medlidenhed befale deres Hustruer at legge Hænderne i Skiødet, og dra¬
ge dem med Magt tilbage, naar de undert den faae i Sinde at kaste et Øye i Gry¬
den, eller at examinere Kokke=Pigens Anstalter, ikke heller er han saa Qvindagtig,
at han selv skulde commandere sine Piger, og give dem daglige Kiøkken-Jnstruxer
angaaende sine Retter. Han anseer det som en Feyl i Oeconomien, om han af
Ømhed over sin Kones Lemmer, vilde opfylde sit Huus med Mængde af Piger,
og han begriber ikke, at Hustruen taber noget af sin Glands, eller tager Skade
paa sine Kræfter, naar hun selv bestyrer sit Huus; har hun derfor ikke været saa
forsigtig at forsyne sig med hans Haand og Seal, for at blive befriet fra saa van¬
skelige Byrder, bliver hun nødt til at give sig i Skole hos en brav Huusholderske,
der kand lære hende det, som hendes egen Moder maaskee har forglemt.
Naar hun betragter, Madame, sin egen Opdragelse i de spæde Aar, og
hun seer, hvor vel hun og hendes Huus kunde være tjent med hendes An¬
stalter, hvis hendes Forældre havde seet paa deres Datters Beste, og
især stræbt at forbedre hendes Gemytte, haaber jeg, at hun bliver klog af sin egen
Skade, og tager sine Børns Opdragelse paa fornuftigste Fod. Hendes Mand
besidder saa stor Forstand, at de Sønner, som maatte blive ham fødte, blive u¬
den Tvivl saaledes opdragede, at han ey skal skamme sig ved at være deres Fader,
og at Fæderne Landet kand i dem med Tiden vente sig de deyligste Borgere. Lad
kun ikke sin moderlige Omhed gaae saa vidt, at naar Faderen vil straffe sine Børns
Udyder, hun da skulde løbe imellem, og holde Haanden tilbage. J Sandhed
Mødrenes utidige Medlidenhed styrter ofte Børnene i derste Ulykke, og deres
kielne Omgang qvæler ofte de Virkninger, som Fædrenes velgrundede Forma¬
ninger kunde have i Gemytterne til deres sande Lyksalighed. Skulde vel den
gamle unyttige Otiosus foraarsage sin Fader saa mange forborgne Sorger og
hemmelige Bekymringer, hvis den kielne Moder ikke havde understøttet sin kie¬
reste Søns Ladhed, og gjort Hindringer i Faderens Forslag til Drengens Be¬
fordring, og skulde han vel have Leylighed til at øve saa mange Uordentligheder,
som Frugter af en daglig Ørkesløshed, hvis hun ey selv havde fundet Smag i de
