299
støeste, lod kun derfor, Madame, sin kloge Mand raade med sine Sønner,
og hav hun paa sin Side et vaaget Øye med sine Døttre. Sæt ingen ufornuftige
Grændser for deres Frihed, thi deres Væsen bliver derved enten taabeligt og bond¬
agtigt, eller alt for selvraadigt; et mindre levende Gemytte bliver ved en haard
Medfart moxen umenneskeligt, og jo meere et munter Fruentimmer seer sig at være
indskrænket, jo heftigere bliver hendes Passioner, og jo større hendes Længsel ef¬
ter Friehed. Hvad hun i sær bør stræbe at efterkomme, er at forbyde sine Døttre
en Omgang, der ikke er sømmelig, og snart kand blive dem Andledning til at
nedsiunke sig i adskillige Laster. Lær af sit eget Exempel, hvad Omgiængelse med
de Lastefulde kand virke, og lad de adskillige Omstændigheder give hende de beste
Raad, hvorledes hun ellers skal forholde sig imod sine Børn.
nøden, at jeg tager mig Friehed med et par Ord at give hende mine Tanker, hvor¬
Det er mueligt, at hun kand blive en Enke, det er derfor ogsaa for¬
ledes jeg meener, hun i denne Stand bør forholde sig. Det er menneskeligt, at
hun begræder sin Mands Død, men lad en fornuftig Eftertanke stoppe Graads¬
Kilderne, og lad en Jndsigt i de skeedte Tings Uforanderlighed giøre hendes Be¬
drøvelse maadelig. Afleg ikke Beviser paa sin Kierlighed til den Døde ved at anven¬
de mange Bekostninger paa hans Liig-Færd, og troe, at de Fornuftige ikke der¬
af giøre Slutninger til hendes kierlige Hierte. Lad hendes Opførsel i sin Enke¬
Stand blive langt fra de vellystige Enkers, og speyl sig i den bekiendte Solarine,
hvis Rygte staaer slet. At løbe gal efter unge Messieurs, at bortdrive sine Af¬
ten Timer ved idelige Prommenader, at føre løsagtige Ord paa Tungen, at giøre sig
til af sine Tilbederes Mængde og deres kostbare Foræringer, at søge en Ære,
at kunde sætte to Elskere i Harnisk, og blive Aarsag til Begges Opoffrelse, ere al¬
le saadanne Egenskaber, der lidet kand anstaae en sørgende Enke. Denne hen¬
des Stands Forandring meener jeg ogsaa at burde formaae hende til en priselig
Tarvelighed og et stille Væsen.
Allermindst vilde jeg, at Madamen skulde følge deres Exempler, der lade de¬
res Kierlighed og Høyagtelse døe med deres Mænd, og ofte uden Aarsag kaste
Noglerne paa Graven, henviisende Creditorerne med deres Krav til den Henso¬
vedes Been. Jeg tænker, at hendes Mand efterlader hende vel i saa god Tilstand,
at hun ikke skulde blive nødt til at gribe til saadanne Yderligheder, og jeg kand ikke
vente, at Madamen, for at vedligeholde sine Yppigheder, eller desto snarere at
forskaffe sig nye Beylere, skulde finde Fornøyelse i at giøre sin Mand til en Bedra¬
ger. Lad Huusaarinæ Fodspor afskrække sig fra dette, og stil sig de haanlige Domme¬
for Øyne, som hun hører at fældes over denne Exemplariske Enke Hun havde Ulykke
nok, inden hun kunde faae sluttet sine Jomfru Aar, og, endskiønt hun i sin Ægtestand
havde forsøgt mange Barsel-Smerter, kunde hun dog lidet finde sig i den paaføl¬
gende Eenlighed. Hendes vellystige Dragt, hendes spillende Øyene, hendes
kaade Discouser røbede alle, at Huusaarina vilde giftes; De behageligste Tider
i Ægteskab holdt hun Nætterne at være, og hvor lidet Væsen hun gjorde af sin
Mands Reputat op, slutter man af hendes Opførsel efter hans Død. Hun for¬
