300
beholdt sig sine beste Sager, gav de Krævende Anviisning paa sin Mands Aske,
og sig selv efter hans Død til Priis. Lykkelig var hun at en Forbarmer indfandt
sig, og hendes Sygdom kunde ikke lægges, førend en blind Feltskier lod sig melde,
der tog Patienten under Hænder.
Skulde Madamen igien faae Ægteskabs Tanker slutter jeg, at Lyksaligheden i
det forrige bør giøre hende forsigtig, og at hun stræber at kiende sin Beyler, førend
hun overgiver sig i hans Arme Kand hun saa hastig forglemme sin afdøde Mands
kierlige Væsen, eller og andre betydelige Omstændigheder befale hende igien at
blive Brud, saa betænk, at hun maaskee er en Moder til mange uopdragne Børn,
og lad hendes Lyster ikke drive hende til at haste med saa vigtig en Sag, der er sam¬
menknyttet med hendes og hendes Børns virkelige Velfærdt. Skulde hun erfare
sin nye Brudom ikke at besidde de Egenskaber som den Bortdøde, skulde enten
hans Adfærd være mindre fornuftig, hans Omgiængelse mindre kierlig, eller han i
andre Henseender ikke skulde være efter hendes Hoved, saa handle ikke som man¬
ge ufornuftige Qvinder, der kaste deres sidste Mænd de førstes Dyder og Qvalite¬
ter i Næsen, hvorved de ikkun gjøre Ondt verre, og ofte legge Grund til en bestandig
Kaaldsindighed Klogere giør hun, om hun ved en priselig Venlighed søger at brin¬
ge sin Mand paa billige Tanker, og med Fornuft stræber at forekomme alle de Uley¬
ligheder, som visselig vil mode i deres Ægteskab, der i tvende forenede Legemer bære
kolde og stridende Hierter.
Glæd sig, Madame, at jeg nu vil slutte, og forlad mig, om jeg alt for
længe har misbrugt hendes Taalmodighed. Jeg nægter ikke, at i et Ægteskab
findes hundrede fleere Poster, som min hastende Pen og mit svage Øye lettelig kand
have forbigaaet; hvad jeg har fundet for got at anføre, meener jeg at være det
Fornemste, og hvor vilde jeg ikke fornøye mig, om Madamen vilde legge Mærke
til mine Raad, og ikke ansee dem med et tvert Sind og skeele Øyne. Bekymre sig
ikke om Forfatterens Person, men undersøg allene hans Lærdomme, og finder
hun dem at være grundede paa Sandhed, bør hun jo som en fornuftig Skabning
andtage dem som en Regel. Det er længe siden, den Dispute er afgjort, om man¬
ogsaa med Grund kand ansee det deylige Kiøn for den halve Deel af det menneske¬
lige Jeg veed, at Madamen er begavet med en udødelig Siæl, og mine Betænk¬
ninger sigte i sær til at befordre den sammes Fuldkommenhed. Ophold sig ikke ved
at giøre Critiqver over et eller andet, at hentyde mine Reflexioner paa den eller den¬
men uddrag af mit Brev de Lærdomme, som angaae hende selv, og ere anforte¬
til hendes eget Beste. Tænk ikke, at hun selv besidder den Kraft til at styre sine
Trin, at hun aldeeles ikke behøver en Ledsager. Jngen af dem, som have aflagt deres
Lykønskninger, har sagt hende Sandhed; hendes Mand kiender endnu ikke hendes Feyl, og hans
Kierlighed, der er i sit første Opkaag, tillader ham vel ikke strax i Dørren af Brude-Huuset at gi¬
ve sin Elskte Love. Det er derfor, jeg har iagttaget Leyligheden, og vil hun lade mit Brev blive
sig en Andledning til at øve sig i Dyden, forsikrer jeg, at hendes Mand ikke skal have nødig at giø¬
reen suur Mine eller bruge et haardt Ord. Dens Forsyn, som har samlet hende med saa dydig
en Ægtefælle, give hende fremdeles Lykke, og tillad mig at jeg kalder mig.
Madame.
Hendes Fyldigste Tiener.
