30.
der vil have Ord for at sige (a) Sandhed, og med saa ypperlig en
Characteere kand jeg u-muelig sammenrime den Partiiskhed (b) som allevegne
fremskinner af bemeldte Skrivelse. De sorte Farver, hvormed han sværter mig og
mine Søstre, de haarde Critiqver, som han underkaster vores Opførsel, ere alt
for u-fordøyelige for at kunde gaae bort uden Besvaring. (c) Vel er det vist, at jeg
gierne kunde have sparet min Umag med at give samme, eller og overlade den
til meere øvede Penne og fuldkomnere Personer af mit Kiøn, men jeg har dog ey
kundet bare mig efter nøye Overlæg, at jeg jo denne gang skulde gribe til Mod¬
Værge, og efter min ringe Jndsigt igiendrive de ufordeelagtige Tanker, som han
baade selv har fattet og søger at indblæse andre om Fruentimmeret. En anden
Aarsag maatte opmuntre mig til Taushed, og maaskee en af større Vigtighed.
Ædelmodighed, er en stor Dyd, og med mindre jeg bedrages, forklarer jeg sam¬
me ved en Færdighed i at foragte ugrundede Beskyldninger. Jngen
Dyd er meere fornøden for mit Kiøn, end just denne, og jeg tør ogsaa sige, at in¬
gen er saa almindelig at finde. (d) Havde mine Søstere været saa færdige til at
stride, som eders Brødre, da havde Verden været hundrede gange meere u-roe¬
lig, end den nu er. Enten jeg betragter den lærde eller borgelige Verden, saa er det
eders Stridigheder, eders Krige, eders Uenigheder, der fordærve den ene og
den anden. En Soldat taaler ikke, at den anden beklikker hans Rygte; men Tvi¬
To udrig kand jeg indbilde mig, at det nye gifve Fruentimmers Haandskriver har efterfulgt Originalen.
Skulde jeg troe, at en Dame, der vil ansees saa dydig, saa fornuftig, saa maneerlig, skulde angribe
en redelig Skribent med saa haarde Beskyldninger, skulde jeg tænke, at hun, der hentyder mit
Brev paa sig selv, ikke paa en ædlere Maade kand vide at giøre mine Beskyldinger til intet, end at hun
vil paastaae, at jeg har skrevet imod Sandhed, Ney, hendes Fuldmægtig har sikkerlig forskrevet sig,
og Madamens Ord har uden Tvivl været disse. Jeg havde aldrig ventet at, fordi J kalder
eder Sande Mand, J derfor skulde skrive saa megen Sandhed; Burde J ikke have
den Ærbødighed for Kiønnet, at J tillukte eders Øyne, for ey at see deres Feyl, og burde J ikke troe,
at adskillige Omstændigheder give dem en besynderlig Frihed til et og andet, der bør lastes hos
Mand-Kiønnet,
Jeg har forhen erklæret, at jeg er en Hadere af intet meere end det partiske Væsen, og jeg er saa vis
paa min gode Sag i dette Stykke, at jeg trodser enhver, der vil kaste mig Partiskhed i Næsen. Har
jeg end, som jeg gierne tilstaaer, ikke været saa vidtløftig i at eensurere de Feil, som mange Mænd
begaae i deres Ægteskab, saa burde paa den ene Side mit Øyemærke undskylde mig, der befalede
mig i sær at skrive til et Fruentimmer, paa den anden Side maatte jeg tage saavel Tiden som mine
Læseres Omstændigheder i Betragtning; Tiiden forbød mig at forfatte en stor Foliant, og vilde jeg
stræbe at vedligeholde mine Læseres Kierlighed til mine Papirer, burde jeg ikke ved alt for store Udgif¬
ter afskrække dem.
(e) Madamen forlader mig, om jeg siger, at, hvis hun har Sted paa de Fornuftiges og Dydprydedes Liste,
bliver hun uden Tvivl i hele Staden det eneste Fruentimmer, der anseer mine velgrundede Criti¬
qver for ufordøyelige; thi alle de, der ikke finde sig skyldige i de adskillige Laster, hvis Heslighed jeg
har stræbt at afmale, glæde sig i deres Uskyldighed, og sættes ikke i Allarm, naar de see, at de Lasteful¬
des Opførsel bliver efter Fortieneste sat til rette. Jeg skulde ikke indbilde mig, at hun forestiller sig
Fruentimmere, som de findes afskildrede i Romaner, som Engler og ubesmittede Helgene, ikke hel¬
ler skulde jeg troe, at hun har saa gunstige Tanker om alle sine Søstre, at enhver iblant dem skulde be¬
træde ligesaa uskyldige og dydige Veye, som maaskee hun selv, og, naar hendes Tanker ikke ere saa¬
høye eller bevaagne, med hvad Ret angriber hun da mine Blade, eller er det hende derom at giøre,
at hendes Kiøn stedse kand have urene og lastværdige Lemmer?
(d) Dersom ikke Madamen aflagde Vidne i sin egen Sag, torde hendes Ord maaskee finde et almindeli¬
gere bifald, jeg nægter hende ikke den Dyd, som efter hendes Vidnesbyrd, skal være en alminde¬
sig Prydelse for hendes Kiøn; men hun kand ikke heller støde sig over ung, om jeg meener at see hos
de fleeste Fruentimmer en større Færdighed i at foragte alle velgrundede Raad.
