304
Jeg veed nok, hvad man siger om os. Vi ere lige saa store Krigs-Helte i vo¬
re Huuse, som vi ere Cusoner i Republiqven, og at vi tiltage os den Regiering
hiemme, som nægtes os uden for. Jld Klemmer, Koste-Skafte skal tiene os til
Vaaben, og vore Krigs-Manifester ere saa eftertrykkelige, skiønt mundtlige, at in¬
gen af Huus-Folkene, som de udstædes til, forlanger at see dem paa Prent. Vi¬
fremsætte denne Jnvending i sin fulde Styrke, og vi misunde ingen Jndsigt, som
anseer samme for u-overvindelig. Jeg for min Person kræver Guder og Menne¬
sker til Vidner over den øyensiunlige Uret, som man giør os herudi. Naar man
læser i de offentlige Tidender om de Krige, som føres Udenlands, saa slutter man
ikke strax, at de alle have Uret at fare med, ey heller gjør man de stridende Partiers
Samvittigheder ansvarlige for alt det Blod, som udøses; og paa hvad Grund kun¬
de man gjøre det, En fornuftig Spectator eller Tilskuer af fremmede Uroelighe¬
der lader sig heller underviise om de Krigendes Paastand og Absigt; derpaa
grunder han sin Dom om Krigernes Lovlighed. Hvorfore udviser man ikke sam¬
me Retsindighed imod os. Man har godt ved at tale om Herske-Syge og mund¬
kaade Qvinder, det koster ingen Umag at anføre Hustruer af dette Slags til Ex¬
empler paa daglige Huus-Kors; men man burde derhos overveye, hvad Aarsag
der bragte dem til denne Omgang. (4) Om ikke Mandens u-kierlige Opførsel har
udrustet Konen, og om det ikke henhører til en ustraffelig Nød-Værge, hvad
man anseer som et Beviis paa deres medfødte Galenskab. (h) Hvad Seneca har
sagt om Vreden, at den ikke har sit naturlige Sæde i et Menneskes milde Hierte,
synes mig at kunde siges om Fruentimmeret. Jngen er venligere, kierligere
eller oprigtigere i sit Venskab, end Fruentimmerer. (1) J anseer dette,
Hr. Spectator, som et selsomt Paradox, stridende med eders Anmærkninger og
formeente Beviis, men jeg indbilder mig dog at have samme Rettighed til at for¬
dreeders Taalmodighed, som J har haft til at begiere min, i at eftertænke det føl¬
gende Beviis, som jeg gaaer hen at give.
hed, nægter jeg aldrig, og jeg vilde ønske, at det maatte være sagt af et Fruentimmer, da det skulde
staae til de Trætte kiere Haarkløveres stedsevarende Beskiæmmelse; men at hun taler om alle, i det
ringeste sætter ikke sine Ord inden visse Sandheds og billigheds Skranker, synes mig ikke saavel at
være overlagt. Tvistigheds Aand behersker ikke alle Borgere i den lærde Republiqve, ligesom ikke hel¬
ler alle Qvinder mundhugges; Det eene Kiøn har saavel som det andet sine vanslegtede Lemmer;
og mueligt Madamen er i Fædernelandet den allerførste, der har skrevet imod Tvistigheder, og just
dermed giort sig skyldig i de samme.
(3) Hverken har jeg nægtet, ikke heller bliver jeg nogen Tiid findet at nægte, at jo Mandens ukierlige Væ¬
sen ofte skifter mange Ulykker i Huuset; men jeg nægter heller aldrig, at jo Qvinden ofte oprører
sin Mand. Naar det første maatte indløbe, ønskede jeg oprigtig, at Hustruerne vilde øve lidet af
Ædelmodigheds Dyd, som efter Madamens Villie skal ikke være var at finde hos det smukke Kiøn¬
Enten maa Naturens Ret ikke have sig paa een Maade hos alle Mennesker, eller og forefattede,
Meeninger med svage Udflugter maa have Frihed til at giøre adskillige Exceptioner, Moderamen¬
incul patæ Tutelæ, eller et uskyldigt og ustraffeligt Nødværge synes mig af Madamen at blive
strakt temmelig vidt, naar hun vil ansee en Hustrues Trodsen imod sin rasende Mand som et Nødvær¬
ge. Skulde da et fornuftigt og dydelskende Fruentimmer ingen bedre Vaaben kunde finde, end en
slem Mund, eller ofte en Kande og Kruus, mon jeg ikke i mit Brev har aabnet et langt ypperligere
Tøy=Huus, og givet en Hustrue Anviisning paa en fornuftig Venlighed og Belevenhed, der i et Æg¬
teskab udretter ofte utroelige Ting, og meener hun, at de Fornuftige af hendes Kiøn vil takke hende
meget for saadanne Forsvar¬
Her taler atter Madamen i sin egen Sag, og hun kand derfor uden Vanskelighed slutte, hvad mine
Resterioner vilde blive, om jeg vilde legge dem for Dagen.
