305
Jeg har nok hørt, at visse Prædikantere holde det for en besynderlig strat
i deres Veltalenhed, naar de begynde deres Prædikener, som man siger, fra A¬
dam af. Jeg troer ikke, at J tager det ilde op, Monsieur, om jeg begynder fra E¬
va. Da Gud skabte denne første Moder i Verden, af hvilken alle Levende have
deres Oprindelse, saa lærer Moses os, at Skaberens fornemste Absigt var at give
Adam en Medhielp; den alviise Gud holder det ikke for godt, at han er eene, og
af denne Grund paastaaer jeg, at Hustruen snarere er for Manden er fornødent
Gode, end et nødvendigt Onde, som min Herre af Overilelse efter egen
Tilstaaelse (hvis Oprigtighed jeg dog har Aarsag at tage i Tvivl, har behaget at
kalde hende. Hvor om alting er, saa glæder jeg mig med mit heele Kiøn, saa ofte
jeg betænker, at vi ikke ere satte af vores Skabere i Verden, som et Fylde Kalk,
derfore ey heller til Skoe-Vidske for dem af Eders Kiøn. Det siuntes i Begyn¬
delsen, som Mand-Folkene allene skulde have bleven Indbyggere af Jorden, ind¬
til Adam fandt sin Eva, sine Been, sit Kiød, sin Medhielp, i hvilken han havde
Aarsag at tilbede Guds Viisdom, som er meget mangfoldig i alle Ting. (*) Vo¬
res første Moder faldt fra Gud ved Ulydighed. Det troer og beklager jeg. Alle¬
neste Adams fælles Ulydighed tillod hverken ham eller hans Sønner at ansee hen¬
de og hendes Døttre med foragtelige Øyne. Guds evige Freds-Raad var lige
almindelig over begge Kiøn, og endskiønt Straffen, som for Synde-Faldets
Skyld blev paalagt vores Stamme-Moder, siunes haardere, end den, Adam¬
maatte bære, saa er det dog let at see, at Guds Barmhiertighed har lige saa vel væ¬
ret i med at dictere den, som hans Retferdighed. Jeg finder en elskværdig Melange
af disse tvende Fuldkommenheder i de ellers tordnende Ord, hvormed vores for¬
tornede Herre udtrykker den besluttede Straf over denne første Synderinde og
alle hendes Døttre: At hiin skulde føde sine Børn med Smerte, er en stor
Straf, at hendes Mand skulde herske over hende, er Beviis paa Guds¬
Retferdighed; men at hendes Begierlighed og Tilbøyelighed skulde være
til Manden, er en rigtig Prøve paa hans Godhed og Naade, som dermed har
vildet læt giøre hendes Byrde. Den naturlige Kierlighed, som hendes Kiøn skul¬
de finde hos sig til Personerne af det andet, skulde giøre bemeldte Herredømme be¬
hageligt.*) Det er da saa langt fra, at jeg søger at dølge for eder, Min Herre,
den Tilbøyelighed, jeg finder hos mig til at elske Mand-Kiønnet, at jeg jo heller an¬
see samme, som en stor Naade-Gave af Gud, naar den bliver helliget og indret¬
tet efter Guds Ords og Evangeli Forskrift. Jeg kand ikke forestille mig noget e¬
lendigere, end det Herredømme, som de øve over os, hvilke vi hade, og jeg veed ey
at nogen Lydighed kand være sødere, end den, som vi udvise mod et Menneskes
befalinger, som vi elske, og som vores naturlige Tilbøyelighed befaler og driver
1) Jag er dog ikke saa forfængelig, og jeg skulde vilde bevise vores Kiøns Fortrin frem for Mand-Fol¬
deraf, at Eva er sidst skabt, da Guds Skabnings Verk stedse giorde Fremgang fra det mindre til det
større, fra det ufuldkomnere til det fuldkomnere, som Cornelius Agrippa siges at have giort,
Seneca har Ret, naar han paastaaer, at den haardeste Deel af et Slaverie er at giøre noget imod sin
Villie, og at det egentlig er herudi, Trældom er fraskellig fra Frihed. Mig synes at have læst dette
smukke Sted i Birgitte Tots Oversættelse af denne Skribent.
