312
Haanden, og leede den paa fornuftige Veye. Den største Deel af Menne¬
skenes Arbeyde bestaaer meere i Legemets end Siælens Øvelser, og hvor ofte¬
see vi ikke, at Mennesker, hvis Forstand er ringe, blive de beste Redskabe,
der tiene til at understøtte det menneskelige Selskab, En Haandverks-Mand
og en Bonde kand med en middelmaadig Forstand saaledes indrette alle sine
Handeler, at han derved kand befordre saavel sit eget som sine Med-Bor¬
geres Beste.
Alle de Gierninger, der udfordre meere et stærkt Legeme, end en stor
Forstand, blive vel udførte, naar de, som omgaaes med samme, lade Flit¬
tighed og Troeskab i deres Arbeyde blive deres eneste Øyemerke, og skulde
vi da ikke i denne Henseende kunde sige, at mange Mennesker, der hverken
have Lærdom eller Jndsigt, kand tiene til Verdens Fuldkommenhed, En er¬
faren Bygmester kand afridse det prægtigste Pallads, men Udkastningen paa
Papiret vilde lidet hielpe, hvis man ey havde dem ved Haanden, der kunde
sætte Arbeydet i Verk, og bringe Bygningen til sin Fuldkommenhed; den ringe¬
ste Haandlanger giør hertil sin Deel, og hvor ulyksalige vare de ikke alle, hvis
enhver iblant dem besad de samme Videnskaber, som Bygmesteren selv
Kunde de forrette deres nedrige Arbeyde med et fornøyet Sind, naar de fandt
sig i Stand til at paatage sig et vigtigere og større, og hvad er det vel, som
forstyrrer Sindets Rolighed hos mange, uden den Overbeviisning, som de
have om deres Kræfter til at tiene Fædernelandet i vigtige Stykker, da de
neppe kand faae Leylighed til at arbeyde i det mindre,
Naar vi beskue Sagen med halve Øyne synes vi meget at vildfare, naar
vi tillegge den anden og tredie Classes Mennesker en Lyksalighed. Deres
Forstand er svag, deres Kundskab ringe, deres Begierlighed rasende, skul¬
de det da være mueligt, at de i nogen Henseende kunde være lyksalige, og
hvorledes skal vi forestille os deres Lyksalighed, om vi endelig skal lade dem
beholde den, Sagen er klar, vi kand ey antage det anførte for ubedragelige
Grunde, hvoraf skulde flyde rigtige Slutninger; vi vil forestille adskillige Ex¬
empler, der uden Tvivl skal overbevise os om bedre:
Solipsinus lader sig kalde en Stats-Mand, Fødselen og Lykken ha¬
ve sat ham i saadan en Stand, at andre for hans Person maa blotte
deres Hoveder. See vi til hans Egenskaber, da er hans Lærdom liden og
hans Erfarenhed endnu mindre, følgelig giøre vi ham Uret, om vi ansee ham
som den, der er skikket til at fælde ufeylbare Domme i betydelige Sager.
Vi spore en Svaghed i hans Kraft til at dømme, og hans Hierne er ikke
skabt til at giøre sig rigtige Begreber. De Fornuftige finde intet meere hos
ham, end hvad Naturen har givet ham, men hvo vilde være saa daarlig
ey at agte ham for en ligesaa lyksalig Mand, som den allerlærdeste Enhver
Ting, som kommer ham for Øye, anseer han som intet, og han siger sine
Betænkninger i de vigtigste Sager, som en Mand, der aldrig kand seyle,
