315.
han indfinder sig i fornemme Selskaber, og han gjør sig til af de utallige
Prøver, som han har aflagt paa sin Viisdom, og hvoraf det gemeene Beste
har høstet tusinde Fordeele. Han veed vel, at Folk i Almindelighed kiende
ham for en Mand, der besidder liden Lærdom, han forglemmer derfor ikke
at berømme sig selv, som den, der anseer det for en Hoved Dyd og roes¬
værdig Fuldkommenhed at have et Hoved, der ey er fyldet og fordærvet ved¬
noget uselt og intet betydende Skole-Tøy. Fornuft og Erfarenhed, siger
han, komme mig meget meere til Hielp, end det lumpene Narrerie, de pe¬
dantiske Videnskaber, som andre giøre saa meget Væsen af, og dog udrette
intet videre, end at alle Sager blive bragte i Forvirring. Skulde et pa¬
triotisk Hierte og en liden Eftertanke ikke være ypperligere end all Lærdom¬
Og skulde en Mand, der er udrustet med dette, ikke kunde giøre Staten u¬
gemeene Tienester, og altsaa med største Ret fortiene den Plads, paa hvil¬
ken man har sat ham, Hvo understaaer sig nu at sige om Solipsino, at
hans Lyksalighed er intet, Er han ikke hiertelig vel tilfreds med sig selv, Og
tiener ikke hans slette Forstand til hans Fuldkommenheds Befordring, just
fordi han ikke kiender sine Mangeler? Hvad vilde han blive, om han kiendte
sig selv. Og maatte hans Sind ikke qvæles af Uroe, hvis han kunde see
sin Afmagt?
Grandiloqvus er en Krigs-Mand, der har henbragt den største Deel
af sin Alder iblant Soldater, han giør sig tyk af sine Helte Bedrifter,
han lader enhver see sine Saar, og intet glæder ham meere, end naar han
kand tale og Jld og Krud, om Blod. Bade og Beleyringer. Han tæn¬
ker, at det bliver ham ikke en liden Ære, at han af Videnskaber forstaaer
intet meere end neppe at skrive sit Navn; Han troer, at ingen Felt-Herre
lever under Solen, der jo kiender ham som den berømmeligste og meest er¬
farne Krigs-Mand; Efter hans egne Ord, har hans Konge aflagt til ham
den største Taksigelse, i Betragtning af de mange Feldt-Slage, der ere
vundne, de mange Stæder, der ere erobrede ved hans fornuftige Raad og
kloge Opførsel. Hannibal var i hans Tanker ikkun at ansee som en stakkels
Volontaire, en usel Lærling, der behøvede at gaae i Skole hos ham, hvis
han i Krigs-Konsten vilde avancere for Alvor; Han har vel hørt noget ta¬
le om Julius Cæsar, men han kand ikke indbilde sig, at denne Romer har
besiddet nogen af de Qvaliteter, der egentlig giøre en General. Han for¬
anstalter alle Ting i Krigs-Hæren efter sit eget Hoved, og, naar et Neder¬
lag skeer, veed han strax at give Aarsagen, og anføre de Feyl, som man
har begaaet. Belgrad skulde aldrig være falden i Tyrkernes Hænder, der¬
som han havde været tilstæde, og hvis han havde Haand i de udenlandske
Affaires, skulde Sagerne faae en anden Skikkelse. J sine egne Øyne er
han den umisteligste Mand i Verden, og, naar hans Hoved engang falder
af, vil Sibbyllæ Spaadom upaatvivlelig blive opfyldt, og den Ottomani¬
