314
ske Port udbrede sin Regiering over heele Verden. Naar han taler om sig
selv, har Verden endnu ikke eyet en fortreffeligere Helt; men de Fornuftige
sige: Grandiloquus er en Spradebasse. Enten dette nu har sig saa eller
saa, maa enhver dog tilstaae, at Manden er lyksalig; Hvor elendige vilde
ikke hans Omstændigheder blive, hvis han kunde kiende sig selv, og med
hvad Kummer vilde han ikke fremdrage sit Liv, hvis han vidste, at enhver,
som kiender ham, anseer ham med Foragt, Nu lever han i Herlighed, og,
naar vi vil tale oprigtig, maa vi bekiende, at han har sin Dumhed og Van¬
kundighed at takke for sin fornøyede Tilstand.
Hr. Postillus er en Præst, der nu i 28 Aar har betrædet Prædike¬
Stolen, i sine egne Øyne skinner han som det allerklareste Kirke-Lys, og
irrende Stierne. Vi kand ansee hans Egenskaber som et Arve-Gods, thi
han vilde ansee den som en vildfarende Dommer, der vilde kalde ham selv en
han besidder intet meere af de Qvalitæter, som bør findes hos en Meenig¬
heds Lærer, end en god Mund, og efter sin Fader har han faaet tre Aar¬
gange; dog ney, hans Bibliothek er ikke saa lidet, og erindrer jeg ret, eyer
han endnu den Bog, som han havde gjemt i Hukommelsen, da han skulde
udstaae sin Prøve. Finder han nogen saa forvoven, der vil disputere ham
sin Lærdom, qvæler han deres Veyr ved at beraabe sig paa sin Caracteer,
og ved at kaste dem sine Attestata i Næsen. En Mand, som Postillus
skulde han behøve at lære af andre, og den, der kand prædike, naar han
skal, skulde han trænge til at hente Underviisning af andres Munde, hvorle¬
des han bør forestaae sit Embede til almindelig Opbyggelse. En Tillotson,
en Saurin, en Reinbeck, en Mosheim ere i ingen Henseende at ligne ved
Postillus; han foragter dem som Folk, der have ingen Gaver til at overbe¬
viise; han agter det u-nødvendigt at uleylige sig med gamle eller nye Skri¬
benteres Læsning; han finder for godt at træde i sine Forfædres Fodspor,
og at drage sin Viisdom tillige med dem af een Kilde. Han agter sit eget
Arbeyde langt ypperligere end de braveste Mænds, og han bejamrer Tilder¬
nes Daarlighed, der anhøre andres Taler med Forundring, i hvilke han
intet kand finde, der fortiener Høy-agtelse. En gammel Postill smager ham
langt bedre, og, naar han seer faa, der laane ham deres Øren, fælder
han Taare over den almindelige Lunkenhed og Menneskenes forvendte Væ¬
sen. Saa ofte han indtræder i et nyt Aar af sit Embede, giør han sig til
af de herlige Frugter, som han i Meenigheden har bragt til Veye; det Van¬
kundigheds Mørke, han har bortdrevet, de Anstalter, han har stiftet, mee¬
ner han at forbinde sig til at oprette en Tavle, som et stedsevarende Monu¬
ment, der for Efterkommerne skal bære Vidne om den ypperligste
Meenighedens Pille. Naar han nedstiger af Prædike-Stolen, bilder han
sig ind at have gjort Vunder, og han vil see paa den, der med større Vel¬
talenhed kand oplade sin Mund. J saa lang en Tid har han i intet Styk¬
