315.
ke forbedret sin Lære-Maade, thi han tænker, at han gaaer frem paa den
herligste Vey, og han spørger enhver, om de have hørt hans lige? San¬
delig Hr. Postillus er i all sin Vankundighed lyksalig, og endskiønt han vil
tage Afskeed fra Verden, førend han endnu har lærdt, hvad det er at præ¬
dike, saa siger jeg dog, at han lever fornøyet. Fordi han ikke kand indsee
sit Embedes Byrder, bekymrer han sig ikke heller om at bære dem, og,
naar han hører sine Brødre at tale om Præste-Standens Besværligheder,
fornøyer han sig i sit Hierte, at han finder alle Ting lette. Nidkierhed bil¬
der han sig ind at bestaae i en høy Røst og mange Grimacer, og naar han
tre gange har vidsket Sveeden af sin Pande, meener han sin Jver at være
ubeskrivelig. Alle Høfligheder og Æres Beviisninger anseer han med
samme Øyne som sit Offer, hvidende begge for en Skat, som hans Til¬
hørere bør give, og hans Tilstand vilde visselig blive jammerlig, hvis
han kiendte sig selv bedre, og havde rigtigere Begreber om sit Embe¬
des Puncter.
De Grændser, som jeg har foresat mig, tillade mig ikke, med fleere
Exempler at bevise Rigtigheden i mine Tanker; de trende, som jeg har an¬
fort, meener jeg ogsaa at være nok, og, naar Lyksalighed bestaaer i at være
vel tilfreds med sig selv, troer jeg, at de, som ansee en Sag med rette¬
Øyne, skal ikke kunde nægte, at Vankundighed kand befordre den samme.
Et Menneske, hvis heele Forstand bestaaer i at sætte sit Legeme i nogle ala¬
modiske Posturer, skulde ikke, hvis han kiendte sig selv, finde Fornøyelse i
det, som af andre bliver beleet. En taabelig Skolemester skulde ikke ind¬
bilde sig, at all Verdens Viisdom laae begraven i hans Pande, og at
Videnskaber vilde ved hans Død tage en ubodelig Skade, hvis han ikke
havde for høye Tanker om sig selv, eller rettere, hvis han kunde see, at
han endnu vidste aldeles intet.
Manges Liv skulde blive ledsaget med utallige Bekymringer, og mange
skulde med liden Glæde forrette deres Arbeyde, dersom de ikke fornøyede sig
med søde Drømme, og holdt sig for saadanne, der i Verden havde meget
at betyde. Jeg nægter aldrig, at et Menneskes Vankundighed i sin egen
Sag ofte bliver en Aarsag til mange skadelige Følger, jeg tilstaaer, at man¬
ge Ting skulde gaae for sig med bedre Lykke, hvis alle vilde undersøge deres
Kræfter, og ey underkaste sig de Byrder, som de alt for sildig maa er¬
kiende at behøve stærkere Skuldre; men jeg kand dog aldrig tilstaae, at
den Vankundiges Lyksalighed derved kand blive til intet. Det er sandt,
han bygger sine Casteller i Luften, og Bygningen bliver som Grunden, in¬
tet uden Vind, men saa længe ingen kand forbyde ham at ansee det for no¬
get virkeligt, som andre agte for intet, saa længe kand ikke heller nogen
omstøde hans Lyksalighed. J Betragtning af dette ønskede jeg gierne, at
man vilde holde tilbage med sin Forundring, naar man lager Hænderne
