316
sammen over visse Menneskers fornøyede Tilstand. Man undrer sig meget,
hvorledes den eller den kand leve saa roeligt man fatter ikke Grunden til hans
fornøyede Sind, da man finder ham i saadanne Omstændigheder, som an¬
dre agte for de vanskeligste; men man erindrer sig ikke, at alle ansee ikke en
Sag med lige Øyne, hvad en fornuftig Mand holder for en tung Steen,
det agter Daaren for en Feder, og hvad en gammel Forstandig drister sig
ikke til at forestaae, er i et Barns Øyne af ingen Betydenhed.
Dette maa jeg endnu erindre, at omendskiønt den, der er fremmed
for sig selv, kand ved denne sin Vankundighed gjøre sig selv lyksalig, saa
bliver derimod den, der kiender sine Kræfter, og fæster sit Øye paa de
Ting, der blive ham betroedte, en nyttigere Borger end den første. Jo¬
fleere Bekymringer der møde ham, jo fleere Besværligheder han forefinder,
jo større bliver hans Omhue, og jo tienligere hans Huusholdning. Som
han har Hierte til at opfylde en Borgeres Pligter, saa opofrer han gjerne
sine egne Fornøyelser, for at tiene sit Fæderneland, og vegrer sig ikke ved
at plages af Sorger, naar det almindelige Væsen derved kand have
Fordeele.
Tiden er nu for Haanden, da jeg efter mit Løfte burde give mine Læ¬
sere nogle Betænkninger over min philosophiske Spectator, og jeg tilstaaer,
at de ikke beqvemmere kunde følge med nogen af mine Betragtninger, end
denne. Jeg har overlagt Sagen paa alle Kanter, og naar jeg har kastet
et Øye i de philosophiske Blade, har jeg frygtet, at Critiqverne over
Journalen vilde blive de samme som over dens Anledning. Naar jeg paa
den anden Side har betragtet Læsernes adskillige Jndsigt, og overveyet de
Poster, som her og der findes hos Philosophen, angaaende saavel min Per¬
son, som mit Arbeyde, har jeg fundet fornøden allerne eengang at meddee¬
le et par Ord, og i det øvrige lade Manden raade sig selv. Mine Læsere
kand altsaa med næstfølgende Ark vente sig nogle faa Reflexioner, dog
ikke af det Slags, der efter den philosophiske Spaadom
vil falde ud til Tilskuernes Verste.
