32.
have Aarsag at tilbede dem noget andet; thi, naar en gammel Nar forel¬
sker sig i et kiønt Ansigt eller en god Medgift, synes han at fortiene de
Mærker, som hans Hustrue maaskee vil give ham; og, naar en gammel
Enke giver en ung Beyler sit Ja-Ord, ynker jeg hende ikke, om hun i
Tiden skulde blive et Skiul.
Pedanters anseelige Hob, der som andet Onde, er i Overflødighed
at finde, kunde vel ogsaa fortiene et Ønske, hvis jeg ikkun vidste, hvad
man torde byde dem; De ere trængende til Fornuft, men de vide det ikke;
de kunde behøve Lærdom; men de agte sig for de Lærdeste; de kunde have
behov at gaae i Skole paa nye; men de ansee sig selv, som de, der allene
meritere at bære Riis og Færle, som ærværdige Scholarcher, de kunde for¬
tiene at drives ud af Verden; men de holde sig selv for dens værdigste Jnd¬
byggere, altsaa ere disse Creature de allervanskeligste at komme til rette med,
og at vilde ønske dem en Forandring til det bedre, er at forstyrre deres
Lyksalighed, der er en Følge af deres Vankundighed. Jeg vil derfor gaae
den tryggeste Vey, lade Pedanten blive det han er, og, skal jeg ønske ham
noget, bliver det intet uden dette, at han maa blive hvad han er; thi saa
bliver han ikke Fædernelandet til Skade, med mindre han allerede skulde
være sat paa en Post, eller have en Plads i Vente.
De Mennesker, der ere nedsiunkne i Ladhed, og fremdrage Livet som
i en stedsevarende Søvn, finde vel saa store Sødheder i de magelige Da¬
ge, at et Ønske til deres Omstændigheders Forandring vilde smage dem
lidet. De behøve stærke Been til at bære saa gode Dage, dem ønsker jeg
dem ogsaa; Ladheds u-adskillelige Sviter, Fattigdom og et forraadnet Le¬
geme, vil jeg ikke ønske dem; thi de komme af sig selv, og de, som kand
forekomme det første, undgaae dog neppe det sidste; det er uden Tvivl
derfor, vi daglig kand beskue de riige Dagdrivere, der have ingen Forret¬
ninger uden at fylde Legemet og bortsove Timerne, at lade sig slæbe af frem¬
mede Lemmer. Verden kand i visse Henseender være tjent med saadanne
Byrder; thi deres Ørkesløshed giver andre Leylighed saavel at befordre
deres eget som andres Beste.
Forundrer eder ikke, J fattige Brødre, der et Aar efter et andet
løbe forgiæves Storm til de uovervindelige Fæstninger, om J i dette
Aar befinde eder i eders forrige Tilstand. Jeg fordrager ikke eders Grun¬
de, og hvo har lært eder, at, saa vidt J ere fattige, kand J have Meri¬
ter, Tænker ikke, at jeg skulde ønske eder Lykke til at fuldføre de Casteller,
som J bygge i Luften; jeg ønsker allene, at J maatte kiende eder selv, og
