327.
ranede af Verden. Vi kand ikke sige med Vished, at Livets Hære fordrer stedse
Sielen af Legemet, naar den udfarer, og uden Tvivl maa vi tilstaae, at mange
paa en uformerkt Maade dræbe sig selv, og at andre have de Bane-Mænd,
der efter de verslige Love ikke bør ansees derfore.
Jeg ønskede herom at see Eders Tanker, og kand det tiene Eder til en Be¬
tragtning, vil jeg meddeele Eder hermed mine egne. Disse ere saa me¬
get meere merkværdige, som deres Anledning er heel usædvanlig, og, endskiønt
jeg har hørt nogle at regne Eder til Last, at J i Eders Blade meere end een
gang har drømmet, saa tager jeg dog ikke i Betænkning, at give Eder en me¬
get besynderlig Drøm, der i Nat foruroligede mig i min Søvn. Jblandt
dem, der i det forgangne Aar ere døde, finder jeg een af mine beste og for¬
troeligste Venner; efter hans Henfart befinder jeg mig moxen allerne, og de
faa Timer, som mine Bekymringer forunde mig til min Roe, stille mig min
afdøde Ven stedse for Øyne. J Særdeleshed har jeg lagt Merke til det,
som vederfores mig i Nat, da mig syntes, at han aabnede mit Senge-Kam¬
mer, gik til min Seng, og tiltalte mig ungefær med følgende Ord:
Lad min Afskeed ikke saa aldeeles nedslaae Eders Gemytte, og vid, at min¬
Lyksalighed er større, end J kand forestille Eder. Forlad Eders Leye, og lad
mig blive eders Ledsager, da jeg skal vise Eder min Boelig. Jeg giorde efter
min Vens Villie, og ved Hielp af en Lampe, den han førte i Haanden, kom
vi endelig til de Dødes Værelser. Paa Veyen fortaalte han mig, at han ved
en vis Røgelse kunde formaae de Døde til at tale, han sagde mig ogsaa, at
vi maatte passere adskillige Vaaninger, førend vi kunde komme til hans
Et Barn, der efter et Aars Alder havde levet i Verden, var den Første,
som jeg saae i de Dødes Rige. Min Ven spurgte mig, om jeg vilde tale med
samme, og Spørsmaalet satte mig i en mageløs Forundring; Hvad, taler
et Barn i Aandernes Boeliger, der i Livet ikkun oplader sin Mund for at græ¬
de? Ja, sagde han; thi Sielen er løsgiort fra Legemets Fængsel, og, naar
Aanden er sat i sin Frihed, ere alle lige, de maa have hvad Alder, de vil.
Da han havde givet mig denne Underretning, gjorde han ved sin Røgelse, at
Barnet oplod sine Øyne. Jeg seer, sagde jeg, at du neppe har seet ind i
Verden, førend du igien har forladt den, sig mig Aarsagen til din saa tidli¬
ge Død. Barnet svarede mig med milde Miiner: Jeg er fød af saadanne
Forældre, efter hvilke jeg kunde vente mig Overflødighed af Ære og Rigdom,
og, hvis Døden ikke saa hastig havde borttaget mig, havde jeg bleven en Ar¬
ving til mange uretfærdige Midler; Efter Verdens Forfængelige Væsen var
jeg ligesom avlet i Lykkens Arme, men jeg takker Himmelens Forsyn, der har
